Siden påske har Fødevarestyrelsen modtaget knap 80 borgerhenvendelser om døde fugle. Ikke alle dyrene er blevet undersøgt, typisk fordi de har været i forrådnelse, eller fordi, de ser ud til at være døde af andet end fugleinfluenza.
Men ud af omkring 70 fugle, som DTU Veterinærinstituttet har undersøgt for Fødevarestyrelsen siden nytår, har 13 indtil videre haft den frygtede fuglesygdom. De mange fund overrasker ikke i Fødevarestyrelsen.
- Det er forventeligt, at vi ser flere døde fugle efter en lang og barsk vinter og ikke alarmerende, at flere af dem er døde med eller af fugleinfluenza, forklarer dyrlæge i Fødevarestyrelsen, Stig Mellergaard.
Han understreger, at fugleinfluenzatypen H5N6 ikke er farlig for mennesker.
Fundene får ikke Fødevarestyrelsen til at lægge restriktioner på hverken hobbyavlere eller professionelles håndtering af deres fjerkræ.
Dyrevelfærd og eksport på spil
- Men hvad enten man er professionel eller hobbyavler skal man tænke sig om og forsøge at undgå, at man trækker smitte med ind på sin hønsefarm eller til sine hobbyhøns. Derfor lyder rådet stadig, at man skal skifte fodtøj, inden man går ind til sine dyr, understreger Stig Mellergaard.
De 13 fugleinfluenzaramte fugle, som er fundet og undersøgt i 2018, er alle vildfugle, blandt andet måger, musvåger og ørne. De er fortrinsvis fundet i Nordvestjylland og Sydvestsjælland. En enkelt svane er også konstateret positiv med fugleinfluenza. Den var en af de cirka 30 svaner, som en kajakroer fandt ved Maribo i slutningen af marts. Om de øvrige svaner havde fugleinfluenza er ikke undersøgt.
Der er på nuværende tidspunkt ikke fundet fugleinfluenza i hverken erhvervsbesætninger eller hos hobbyavlere. Sker det, lukker Danmarks salg af fjerkræ til udlandet inden for 24 timer, med alvorlige konsekvenser for både dyr og indtjeningen hos i fjerkræbranchen til følge.
Nyttig viden
Finder du en død fugl i naturen, kan du melde det til Fødevarestyrelsen. Brug gerne app'en Fugleinfluenza Tip. Du kan også bruge Fødevarestyrelsens kontaktformular på fvst.dk.
Nu hvor der er konstateret flere fund af fugle med fugleinfluenza i Danmark, er Fødevarestyrelsen især interesseret i fund, der omfatter flere fugle døde på samme sted. Alle indrapporteringer bliver vurderet af Fødevarestyrelsens dyrlæger.