Kælderen bliver aldrig tør uden fagfolk og omfangsdræn.
Beskeden kommer fra Thomas Rasmussen, som foruden at være medlem af bestyrelsen i brancheforeningen Danske Kloakmester, også er selvstændig kloakmester. Tillige er Thomas Rasmussen specialist i det med at fordrive fugt fra kældre. En opgave, som ikke er kompliceret for en fagmand, men kan være omfattende.
Det skriver Danske Kloakmestre i en pressemeddelelse.
- Der kan gøres rigtig meget, men en kloakmester må aldrig love en kunde en helt tør kælder. Det kan man simpelthen ikke opnå i et gammelt hus. Derfor skal første skridt i et projekt altid være en forventningsafstemning, som det ikke mindst gælder om at klarlægge, hvad formålet med kælderen skal være fremover, siger Thomas Rasmussen.
Som hovedregel har gamle og ældre huse ingen isolering på soklen. Derfor slår fugten ind på murværket. Det er der råd for. Gamle ydervægge kan nemlig fint isoleres. Men først skal der laves omfangsdræn rundt om huset.
- Omfangsdræn vil altid være hovednøglen. Her skal den udførende være særdeles opmærksom på, at drænet kommer til at ligge langt nok under kældergulvet. Der er set masser af eksempler på, at man er gået på kompromis med dybden, fordi det måske har vist sig lidt besværligt at komme ned i de 30 centimeter eller dybere. Det duer bare ikke, fastslår Thomas Rasmussen.
Klædt godt på
Netop problemet med fugt i kældre har været et af emnerne, som rigtige mange medlemmer af Danske Kloakmestre har beskæftiget sig med på seminarer, som foreningen har afviklet i tæt samarbejde med Byggeriets Kvalitetskontrol.
Derfor er mange af de autoriserede kloakmestre klædt godt på til at gå i kælderen og skabe tørre forhold, lyder det fra Thomas Rasmussen.
- I de fleste tilfælde kan en autoriseret kloakmester vurdere, hvad der skal til for at gøre kælderen tør og anvendelig til de formål, husejere ønsker at bruge den til. Men fagmanden kender naturligvis også sin begrænsning. Og der kan være forhold, som gør det nødvendigt at få fat i en ingeniør eller en geotekniker og få projekteret opgaven, siger Thomas Rasmussen.
Problemet med fugt i gamle og ældre huses kældre er vokset i takt med, at regnen er faldet. Klimaforandringerne med stigende nedbørsmængder øger mængden af grundvand og trykket på det. Samtidig klemmer regnvand på fra oven og skaber problemer, når jorden omkring huset allerede er mættet.
Det er vanskeligt at lave tommelfingerregler om prisen for at få fugten ud af kælderen. Den vil altid afhænge af de konkrete forhold, som kan være stærkt individuelle fra hus til hus. Derfor er det nødvendigt, at den autoriserede kloakmester undersøger forholdene grundigt og eventuelt også tager ingeniøren eller geoteknikeren med på råd.