Fødevarestyrelsen hæver trusselsniveauet for den smitsomme fugleinfluenza H5N8 fra meget lav til høj. Danske besætninger skal nu under tag.

Fugleinfluenzaen er rykket tæt på Danmark. Tyske myndigheder har fundet H5N8 i vilde fugle i Slesvig-Holsten, og både Nederlandene og Storbritannien har meldt om udbrud af fugleinfluenza i fjerkræbesætninger.

H5N8 er en såkaldt højpatogen fugleinfluenza, der giver svære symptomer og har en høj dødelighed hos fjerkræ. Der er ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med denne type fugleinfluenza.

Som følge af fundene i Tyskland hæver Fødevarestyrelsen nu trusselsniveauet for smitte til danske fjerkræbesætninger fra meget lav til høj, som er højeste niveau.

- Med de seneste fund af H5N8 i vilde fugle i Nordfrisland og i Vorpommeren-Rügen ved Østersøen er der sandsynligvis også smitte i danske vildtfugle, og så kan den hurtigt sprede sig til resten af landet. Derfor er det uhyre vigtigt, at danske fjerkræejere gør alt, hvad de kan, for at sikre deres dyr mod smitte, siger chef for Fødevarestyrelsens VeterinærØst, Birgit Hendriksen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Besætninger under tag

Fødevarestyrelsen indfører fra fredag den 6. november krav til ejere af fjerkræbesætninger om at holde besætningerne under tag eller anden form for overdækning. Formålet er at forebygge, at vilde fugle spreder smitte blandt tamfuglene.

Det bliver også forbudt at tage fjerkræ og fugle med til arrangementer, for at forebygge smitte mellem tamfugle.

Ejere af fjerkræbesætninger, hvor indhegningen er mindre en 40 kvadratmeter, er undtaget fra kravet om at holde dyrene under tag. Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at ejerne sikrer sig, at vilde fugle ikke kan komme ind i indhegningerne.

Ejere af ande- og gåsebesætninger er fritaget for kravet om overdækning, hvis de begrænser fuglenes udeareal og på anden måde sikrer sig, at vilde fugle ikke kan lande i indhegningen.

Hvad enten man har hobbyfjerkræ eller er professionel fjerkræavler skal man huske at overholde basale smittebeskyttende foranstaltninger som skift og desinfektion af fodtøj, inden man går ind i sin hønsegård.

Jægere bør være opmærksomme på hygiejnen efter jagt, så de ikke slæber smitte med hjem i hønsegården, bl.a. ved at vaske støvler og holde vildt adskilt fra fjerkræ.

Fødevarestyrelsen anmoder alle, der finder døde fugle, om at anmelde fundet via app'en FugleinfluenzaTip.

Et udbrud af fugleinfluenza i en dansk fjerkræbesætning vil betyde et stop for eksport af fjerkræ og æg, og internationale regler foreskriver en tre måneder lang karantæneperiode efter det senest konstaterede smittetilfælde.