Naturstyrelsen er klar til kortlægning af naturens tilstand i 20 af de danske statsskove, der er udlagt til urørt skov.

Nu kan skovens dyr og planter godt stille sig op på række. For lige om lidt skal alt fra skovbund til fugle, bier, svampe og insekter nemlig undersøges og kortlægges. I fremtiden skal undersøgelsen være sammenligningsgrundlaget for udviklingen af biodiversiteten i arealer med urørt skov.

- Vi skal i bund og grund finde ud af, hvordan naturen og biodiversiteten har det i statens skove, som vi nu lægger urørt, så vi har et solidt udgangspunkt at sammenligne med, når vi løbende følger udviklingen og effekten af indsatserne med urørt skov, siger vicedirektør i Naturstyrelsen, Signe Nepper Larsen.

900 felter i 20 skove

Undersøgelsen foregår på 900 felter fordelt i 20 skove, som i 2018 blev udpeget til urørt skov. Naturstyrelsen har fået 9 mio. kroner af Aage V. Jensens Naturfond til at gennemføre undersøgelsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Aage V. Jensens Naturfond ønsker med donationen at sætte yderligere fokus på biodiversiteten i skovene; både på den nuværende biodiversitet og på udviklingen fremover. Formålet med udlægningen af de urørte skove er netop at give plads til naturen. Baseline-moniteringen bidrager samtidig med vigtig ny viden, som er efterspurgt i mange andre projekter og sammenhænge til sikring af Danmarks natur, siger direktør Hanne Haack Larsen.

Med undersøgelsen i hånden bliver det muligt på sigt at måle effekten af de konkrete tiltag, der gennemføres i den indledende fase i mange af de urørte skove. Det er tiltag som f.eks. genopretning af de hydrologiske forhold, veteranisering af træer, rydning af ikkehjemmehørende træarter og græsning i skovene.

Stærkt hold

I starten af juli skrev Naturstyrelsen kontrakt med den forskningsbaserede og biologiske konsulentvirksomhed, HabitatVision A/S, der stiller sig i spidsen for opgaven.

- Vi er utrolig glade for at have vundet udbuddet, og vi glæder os til at stå i spidsen for opgaven. Projektet udgør en vigtig milepæl i dansk skovhistorie, og vi ser frem til samarbejdet med vores samarbejdspartere, som er landets bedste inden for de forskellige biologiske fagområder, der udgør projektet, og til samarbejdet med Naturstyrelsen, som har høje ambitioner for skovbiodiversiteten, siger Erik Aude, der er projektleder hos HabitatVision.

HabitatVision har budt på opgaven sammen med Københavns Universitet, WSP, Profus, NaturCentrum AB og Mols Consulting. De stiller tilsammen med et imponerende stærkt hold, der tæller flere af landets førende eksperter inden for hver deres felt.

Projektet starter i efteråret 2021 og løber frem til og med 2023.

Omfangsrig opgave

Kortlægningen er en stor og omfangsrig opgave. Der skal nemlig registreres alt fra svampe, biller, mosser og laver til flagermus, ynglefugle, dagsommerfugle, svirrefluer og bier.

Registreringen skal desuden foregå på forskellige årstider, og der skal også indsamles prøver fra skovene til analyse af eDNA, der er DNA fra diverse organismer, der kan findes i jord og vissent plantemateriale.

Alle data bliver offentligt tilgængelige via Danmarks Miljøportal.