Kartofler er ikke svære at dyrke i haven. Her er vejledning til succes.

Det er dejligt at spise friskopgravede kartofler fra egen have. Kartofler er ikke svære at dyrke og hvis du har en have med plads nok, så vil vi helt klart anbefale dig at prøve det af. Køb en af de mest almindelige sorter og følg denne vejledning, så er du på rette vej.

Forbehandling af kartoflerne

Det er vigtigt at kartoflerne begynder at gro med det samme de kommer i jorden. Kartoflerne skal derfor helst være forspirrede inden du lægger dem. Dette gør du ved at tage kartoflerne ud af posen og lægge dem i lave kasser eller eventuelt gamle æggebakker.

Nu skal kartoflerne stå lyst og lunt i omkring tre til fire uger indtil kartoflerne har cirka en cm lange, grønne spirer. Når du lægger kartoflerne i jorden, skal du være forsigtig med ikke at komme til at knække de nye spirer af.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Klargøring af jorden

Sørg for at jorden er fræst eller gravet, når du skal dyrke kartofler. Kartofler foretrækker nemlig løs jord. Når du har fræst jorden skal du gøde med NPK-gødning, for eksempel 14-3-18 eller en klorfattig gødning.

Der skal bruges cirka fem kilo per 100 m2, som strøes ud på jorden og derefter indarbejdes i jorden med en kultivator. Læg ikke kartofler i det samme stykke jord år efter år.

Lægning og pasning

Rækkerne rilles op (cirka seks til otte cm dybe) og kartoflerne lægges ned med et mellemrum på 20-25 cm. Hyp jord over kartoflerne til kammen er 15 cm høj. Når planterne er omkring 10 cm høje, lægges med forsigtighed jord ind under bladene. Dette gentager man nok gange til at kammen har en højde på cirka 25 cm.

Kartoffelplanten må ikke være dækket af jord. Når der er gået kartoffelskimmel i toppen og bladene er visnede, eller knoldene har nået den ønskede størrelse klippes toppen af lige over jordoverfladen og fjernes.

Optagning og opbevaring

Man bør ikke i løbet af sommeren grave flere kartofler op end hvad der bliver spist samme dag. Først når kartoflerne har ligget i jorden cirka en måned efter, at toppen blev klippet af, er de modne og egnede til langtidsopbevaring. Optagning skal ske i tørt vejr og derefter skal kartoflerne opbevares tørt, mørkt og køligt.

Artiklen er braft i samarbejde med Jespers Planteskole.