1. januar 2021 trådte nye regler i kraft, der betyder, at overgangsperioden for at få omregistrering og forsikring på plads i forbindelse med bilkøb, kortes ned fra 3 uger til blot 4 hverdage.

Hvis du køber eller sølger bil, så skal du være opmærksom på de nye regler, der gælder med hensyn til omregistring af bilen.

Omregistreringen er vigtigt, da det handler om, hvem bilen tilhører og hvem der har ansvaret, hvis der sker en ulykke eller en lovovertrædelse med bilen.

I en pressemeddelelse peger forsikringsselskabet If på, at den vigtige information om den betydelige forkortelse af tidsfristen er druknet lidt i budskabet om de nye registreringsafgifter på biler og motorcykler. Det ændrer dog ikke på vigtigheden af at få ejerskiftet hurtigt på plads, der ellers vil kunne koste både køber og sælger penge.

Hvis man sælger sin bil, er det den nye ejer, der har pligt til at ejerskifte den inden for fire hverdage. Gør den nye ejer ikke det, kan sælger bede Motorstyrelsen afmelde køretøjet. Samtidig med afmeldingen vil Motorstyrelsen efterlyse nummerpladerne. Hvis den nye ejer bliver antastet af politiet, vil pladerne på køretøjet blive inddraget. Det koster 1.000 kr. at køre i et ikke-indregistreret køretøj.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sælgers forsikring

- Der må ikke køre biler rundt på de danske veje uden minimum en ansvarsforsikring. Når du sælger din brugte bil, er det dig, som tidligere ejer, der er ansvarlig for bilen eller køretøjet, indtil ejerskiftet er gennemført. Det betyder bl.a. at det er dig som sælger, der skal betale forsikring og vægtafgift på bilen, indtil den bliver omregistreret, forklarer Jonas Smith Christophersen, produktchef for Motorforsikringer Privat hos If Skadeforsikring.

- Hvis man handler bil privat, og køberen laver en skade på bilen inden omregistrering har fundet sted, så er det sælgers forsikring, der dækker skaden. På den måde er de nye regler også en fordel for bilsælgeren, men det forudsætter selvfølgelig, at man er opmærksom på lovændringen, siger han.

Den kortere frist betyder også, at bilsælgerens risiko for at modtage en uberettiget parkeringsbøde eller fartbøde i overgangsperioden mindskes. Det er nemlig den registrerede ejer, der får tilsendt bøden, når fx politiet laver fartkontroller, så jo kortere overgangstid, des færre fejl og mindre bøvl.

App til ejerskiftet

If anbefaler, at man ved omregistrering i forbindelse med bilhandler anvender Motorstyrelsens app "Ejerskifte", hvor parterne på få minutter kan få klaret omregistreringen sammen. I appen opretter bilsælgeren en kode på køretøjet, som deles med køberen. Herefter kan køber taste koden ind og betale ejerskiftegebyret på 340 kr. i direkte i appen, så er omregistreringen klaret. Oplysninger om bilens mærke, model, stelnummer, seneste synsdato og eventuel tinglyst gæld fremgår også i appen.

De nye regler gælder både for virksomheder og privatpersoner og gælder motoriserede køretøjer, herunder også motorcykler og varevogne.