Fra første november og ti måneder frem er det forbudt at fælde hule træer og træer med spættehuller. Forbuddet gælder over alt - også i private haver.

Efterår og vinter er højsæson for træfældning i private haver, men hvis du er så heldig at have et gammelt træ med spættehuller på din grund, skal du lade det stå. Spættetræer og hule træer må kun fældes i september og oktober, så fra mandag den 1. november er det slut med at fælde de gamle træer for denne gang.

I haverne er det især store gamle træer, spætterne går efter. De finder føde under barken, og hugger hvert eneste år et nyt redehul. Når spætten forlader sine huller, flytter andre fugle ind. På den måde kan spættehullerne gennem årene huse mange forskellige beboere.

En gave til biodiversiteten

- Hvis man har et gammelt hult træ i haven, har man grund til at glæde sig over det og lade det stå så længe som muligt, også selv om det er gået ud, siger miljøplanlægger Lasse Jensen, Miljøstyrelsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Et gammelt træ kan være vært for masser af insekter og mange andre fugle end spætten. For eksempel kan mejser, hulduer og ugler også godt lide at bygge rede i de hule træer, så ved at bevare dem kan være med til at styrke biodiversiteten, siger han.

Hule træer er også populære hos flagermus, og da flagermusen er fredet, skal man altid være særlig varsom og undersøge potentielle "flagermustræer" grundigt, inden man finder motorsaven frem.

Forbuddet mod at fælde hule træer og træer med spættehuller fremgår af Artsfredningsbekendtgørelsens paragraf 6, stk. 4. Forbuddet gælder i perioden fra 1. november til 31. august. Man kan få en bøde for at overtræde forbuddet.