
DK-TEC er blevet kåret som en Børsen Gazellevirksomhed
21. jan. 2022 | Indrykket af DK-TEC
Der er ingen tvivl om, at det har været et par hårde år for rigtig mange virksomheder.
Især virksomheder, der lever af at importere fra udlandet, har været rigtig hårdt ramt. Derfor har det krævet hårdt arbejde, dedikation og en masse slugte kameler at komme ud på den anden side – ikke bare med status quo, men som en styrket virksomhed.
Børsens gazellepris
Hos DK-TEC er vi derfor ekstra stolte af at modtage Børsens Gazellepris 2021. DK-TECs fokus har aldrig været på at opnå priser eller andre former for offentlig anerkendelse, men derimod på at blive de bedste til det, der er DK-TECs grundlæggende DNA: at levere kvalitetsmaskiner til skarpe priser, tilbyde kompetent rådgivning – og ikke mindst: at have vores kunders ryg. For os er kunderejsen ikke overstået, når vores kunder har modtaget deres varer og givet os en melding på Trustpilot og lignende medier – den fortsætter med rådgivning og sparring i lang tid efterfølgende. Selvom en gazellepris aldrig har været et mål i sig selv, er det alligevel et dejligt rygklap og et bevis på, at vi gør noget rigtigt i vores tilgang til både kunder, kvalitet og medarbejderpleje.
Vokseværk
Den eksplosive vækst har betydet, at vi har budt velkommen til mange nye medarbejdere den sidste tid. De seneste år er medarbejderstaben vokset fra 4 til 13 medarbejdere, og vi kan inden for den næste tid også byde velkommen til en handelselev og flere studentermedhjælpere. Det har den positive betydning for virksomheden, at vi, på trods af vækst, stadig kan fokusere på kunderelationer uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten heraf.
2022
Til oktober fylder DK-TEC 30 år, og vi træder ind i et år fyldt med spændende tiltag, hvor vi blandt andet lancerer en helt ny webshop, en lang række nye maskiner og udvider vores virksomhedskoncept ved også at eksportere maskiner til resten af norden. Tak for et vildt 2021 til alle vores kollegaer, samarbejdspartnere og kunder – vi glæder os til at se, hvad 2022 har at byde på!