Lyt til artiklen:

Stemas bliver endnu mere elektrisk

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Abonnementsartikel

Stemas vokser, når firmaet nu indlemmer forhandlingen af Wacker Neuson.

Hos Stemas A/S ser man frem til at gå ind i det nye år med ekstra tyngde. 1. januar vokser Stemas både i maskinudbud, mandskab og fysiske rammer, når firmaet indlemmer forhandlingen af Wacker Neuson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver særdeles omfattende med maskiner og materiel til kundegrupper, som vi ikke har haft den store kontakt med hidtil. Men så sandelig også med et bredere program i de maskintyper, som vi i forvejen har med at gøre i det daglige. Helt konkret kan vi se, at Wacker Neuson har syv modeller i læssemaskiner, som vi kan øge vores i forvejen omfattende sortiment fra Weidemann med, fortæller salgsdirektør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

- Vi får mange flere mindre enheder med Wacker Neuson-forhandlingen. Blandt andet skæremaskiner, pumper, glittere og vibrationsgrej til beton-folket. Og så bytter vi jo vores komprimeringsmateriel fra Amman ud med Wacker Neuson, som er markedsledende på komprimering lige fra de mindste jordlopper til store valsetog, siger Robert Kjærgaard.

Læssere hedder Weidemann

Stemas' hidtidige hovedprodukt, Weidemann-læssemaskinerne, kommer ikke til at lide under de nye tider. Tvært imod.

- Weidemann ejes ganske praktisk af Wacker Neuson-koncernen, og derfor er maskinprogrammet det samme. Eneste forskel er i virkeligheden farven og navnet, og her fastholder vi så Weidemann som de læssemaskiner, man køber hos Stemas. Vi får dog en lille bonus i form af et par ekstra minilæsser-modeller med lavt tårn, som vi ikke har haft hidtil. Og så får vi tre teleskoplæssere mere i programmet, så vi i alt tilfører fem modeller til vores eksisterende Weidemann-program, siger Robert Kjærgaard.

- Weidemann var en af de allerførste producenter til at lave eldrevne minilæssere. Det har sikret mærket en helt særlig position med el-maskiner, og den kommer vi nu til at udbygge kraftigt med Wacker Neuson-maskiner og -materiel. Med netop Weidemann helt i front med eHoftrac-læsseren er Wacker Neuson blevet førende i branchen, hvor man naturligvis udnytter knowhow og erfaringer til en løbende udbygning af el-konceptet. Derfor byder Wackier Neuson på el-modeller såvel inden for gravemaskiner, beton-grej, jordlopper, pladevibratorer, vibrationsmateriel og dumpere, foruden altså minilæsserne, fortæller salgsdirektør Robert Kjærgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye folk og ny afdeling

Masser af nye maskintyper og -modeller smitter også af på såvel bemandingen som de fysiske rammer hos Stemas.

- Vi har fået 15 nye folk med over fra Wacker Neuson, og så har vi været ude og hente yderligere to nye Stemas-medarbejdere med fortid hos Wacker Neuson. Det er dygtige folk med anciennitet fra halvandet til 26 år med Wacker Neuson. Med de mange medarbejdere fra Wacker Neuson-organisationen og alle vores "gamle" Stemas-folk er vi sikret et godt set-up med god service og gode produkter, vurderer Robert Kjærgaard.

Stemas har i øvrigt valgt også at takke ja til at overtage den hidtidige Wacker Neuson-afdeling på Lykkegårdsvej i Roskilde.