Et internationalt forskerhold har fundet frem til, at indførte og forvildede dyrearter bidrager til genskabe dyrelivets funktion.

Gennem de sidste mange tusind år har klodens natur og fauna oplevet en stor omvæltning. Blandt andet har jagt på den såkaldte megafauna - store dyr - betydet, at mange arter er uddøde. Med de uddøde arter er også tabt de vigtige funktioner, dyrene har haft for økosystemerne over de millioner af år hvor den biodiversitet, vi ser i dag, er akkumuleret.

Det skriver Aarhus Universitet Natural Sciences i en pressemeddelelse.

Men fortiden er ikke nødvendigvis tabt for evigt. Et nyt internationalt studie kan nu påvise, at udsatte arter af store planteædere som for eksempel forvildede heste, dromedarer og vildsvin genetablerer forhistoriske tilstande i økosystemerne. Det gør de, selv om deres fjerne kusiner og fætre eller helt ubeslægtede hjemmehørende store dyr for længst er væk. Det giver anledning til at se på de "moderne" store dyr i et nyt lys, for ofte ser man dromedarer i Australien eller forvildede heste i Nordamerika i en ren negativ linse, som invasive arter der kun har negative effekter.

Fortidens uddøen udviskes

- Vores studie sammenligner de funktioner og egenskaber, vi palæobiologisk kan afdække fra fortidens dyr, og så de fremmede store planteædende dyrearter, der findes rundt om i verden som følge af tidligere introduktioner til især jagt eller som undslupne fangeskabsdyr. Populært kan du sige, at det ser ud til, at fortidens uddøen delvist udviskes af de nutidige store planteædere, hvilket er meget opløftende at se ud fra et biodiversitets-synspunkt, forklarer professor Jens-Christian Svenning.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

En streg over fortidens ?synder??

Vores moderne natur ser ganske anderledes ud i forhold til den, der har været igennem de sidste 30-45 millioner år. Fortidens natur var gunstig for de store pattedyr, som udviklede sig efter dinosaurerne uddøde. De udviklede sig til en rig fauna af store dyr, der fandtes overalt i verden. I Danmark har vi dengang haft arter af elefanter og næsehorn under et klima a la det nuværende, sammen med velkendte dyr og planter som krondyr, eg, ask, avnbøg, gran og lyng.

Palæobiologiske fund viser, at de store planteædere begyndte at uddø omkring 50.000-100.000 år siden, i takt med at Homo sapiens spredte sig ud i verden, sandsynligvis som følge af jagt i kombination med stigende befolkningstæthed.

Sammenligner centrale træk

Forskerholdet har sammenlignet centrale funktionelle træk som størrelse, vægt, madvaner og habitater for alle de store planteæder-arter der har eksisteret de sidste 130.000 år, både uddøde som overlevende. Det har gjort det muligt for forskerne at lave direkte sammenligninger mellem arterne på tværs af årtusinder ud fra deres funktionelle træk og derved deres påvirkning af økosystemerne.

- På denne måde har det været muligt at kvantificere på de påvirkninger en given fremmed dyreart har og sammenligne med både de overlevende hjemmehørende arter og de uddøde hjemmehørende arter. Det viser sig, overraskende nok, at de fremmede dyr matcher de uddøde dyr ret godt og netto bidrager til en delvis genoretning, siger Jens-Christian Svenning.

Det, der løfter øjenbrynet hos forskerne her, er med andre ord, at de fremmede planteædere af i dag får de nuværende faunaer til at minde mere om dem, der ville have eksisteret uden den store fortidige uddøen. Ikke ud fra en artslighed med fortidens fauna, men ud fra den økologiske funktion, som de store dyr indtager i naturen.

Fjerne aner med samme vaner

Det kan virke påfaldende, at dyrearter der er adskilt af årtusinder har sammenlignelige indvirkninger på deres omgivelser. Det skyldes dels parallel udvikling af de samme tilpasninger, dels at nogle grupper kun uddøde nogle steder, men overlevede andre steder.

Resultatet er, at 64 procent af de fremmede planteædere har mere til fælles med de uddøde hjemmehørende arter i deres nye hjemlande, end med de dyrearter der over tid har tilpasset sig det givne landområde for at overleve. Lidt på samme vis som den måde et forhistorisk hulemenneske ville passe fint ind i vores økosystem, men næppe ville være lige så tilpasset eller indstillet til nutidens levevis og madvaner.

De fremmede dyr kan dermed opfattes som en form for surrogater - eller erstatninger om man vil - for de dyr, der er uddøde. Det ses for eksempel i Australien hvor dromedarer erstatter uddøde kæmpepungdyr; i Nordamerika, erstatter forvildede heste de uddøde hesteracer, og vildsvin erstatter uddøde navlesvin. I Danmark har vi også eksempler: dådyret som blev indført i Middelalderen til jagt, men som uden den forhistoriske uddøen sandsynligvis ville have forekommet naturligt i Danmark. Så her bliver den uddøde art direkte genindført og ikke bare erstattet, ligesom det gælder for de forvildede heste i Amerika.

Ikke det fulde billede

- Vi ser ofte på naturen som defineret af den relativt korte tidsperiode, vi har registreret og dokumenteret historien. Men på den måde får vi ikke det fulde billede af de forhold, vores nulevende arter har udviklet sig under og tilpasset sig til. I særdeleshed misser vi de store ændringer, der er sket over de sidste 100,000 år, i takt med det moderne menneskes spredning globalt i forhistorisk tid. Hvis vi antager en bredere tilgang og indtager et mere evolutionært tidsperspektiv, så er det muligt at stille mere relevante spørgsmål og arbejde med mere langtidsholdbare løsninger ift. biodiversitetskrisen, forklarer Jens-Christian Svenning.

Store gevinster

Gruppen påpeger i artiklen, at der er store gevinster for både natur og forskning ved at se ud over de seneste få hundrede års naturforvaltning og -udvikling, for måske er fokus dermed for snævert i forhold til at finde løsninger, der kunne være mere langtidsholdbare:

- Vi skal helt klart genoverveje tilgangen til indførte fremmede dyrearter i naturen og ikke bare som automatreaktion gå ud fra, at de har en negativ effekt. Nogle arter er reelt problematiske, andre neutrale. De fremmede store planteædere bidrager typisk positivt til at genoprette de tilstande, som har skabt og opretholdt vores biodiversitet igennem hundredetusinder til millioner af år med store klimaændringer. Vores studie her er et vigtigt skridt mod at se mere neutralt, funktionelt på fremmede arter i naturen, siger Jens-Christian Svenning.