Et forhøjet radonniveau kan have store helbredsmæssige konsekvenser for mennesker.

Danskernes kendskab til radon, og gasartens sundhedsskadelige konsekvenser, er steget de senere år. Der mangler imidlertid faktuel viden om effekten af de forskellige muligheder til reduktion af radonniveauet.

Derfor har Teknologisk Institut på vegne af Lindab gennem det seneste år udført et forsøg for at undersøge og dokumentere, hvilken effekt en ventilationsløsning har på reduktion af et forhøjet radonniveau i et almindeligt dansk hjem.

Resultatet af undersøgelsen viser, at effekten i det pågældende hus har været en reduktion af radonniveauet på 48 procent.

- Resultatet viser en betydelig reduktion på næsten 50 procent, og det er vigtigt af flere grunde. Dels fordi vi nu har dokumentation for effekten i forhold til, hvilken reduktion man kan opnå med en ventilationsløsning. Dels fordi resultatet bidrager med faktuel viden, som kan skabe et veloplyst grundlag for danskerne, så de kan vælge den rigtige løsning i forhold til netop deres hus og behov, siger Lars Rosenkilde fra Lindab i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Lindab og Teknologisk Institut har gennemført radonmålinger for at dokumentere, hvilken effekt balanceret mekanisk ventilation har på reduktion af radon i et almindeligt dansk hus. Resultatet viser, at effekten i det pågældende hus har været en reduktion af radonniveauet på 48 procent.

rich-media-1
Lindab og Teknologisk Institut har gennemført radonmålinger for at dokumentere, hvilken effekt balanceret mekanisk ventilation har på reduktion af radon i et almindeligt dansk hus. Pressefoto.

En bekymring mindre

Undersøgelsen er gennemført i Greve hos en børnefamilie i deres enfamilieshus fra 1957. Også hos familien er man tilfreds med resultatet af undersøgelsen.

- Som småbørnsfamilie har vi bekymringer nok, så da vi fik mulighed for at være med i forsøget, var vi hurtige til at sige ja. Vi havde selv foretaget målinger, der viste et forhøjet radonniveau, og vi havde derfor kontaktet Teknologisk Institut for at blive klogere på mulighederne for at reducere radonniveauet. Nu har vi fået dokumentation for, at radonniveauet er under grænseværdien, og vi behøver derfor ikke bekymre os om radon mere, siger Christian Andersen.

Teknologisk Institut foretog en radonmåling i familiens hjem før og efter monteringen af ventilationsløsningen for derefter at kunne sammenligne de to resultater. Inden forsøget lå radonniveauet i familiens bolig på lidt over 200 becquerel per kubikmeter og overskred dermed den anbefalede grænseværdi. Efter monteringen af en ventilationsløsning ligger niveauet nu omkring 100 becquerel per kubikmeter.

Velvære i hverdagen

Der findes andre metoder til reduktion af radon, men ventilationsløsningen adskiller sig ved både at sænke radonniveauet og forbedre det generelle indeklima i boligen.

- Vi har fået løst et problem og fjernet en bekymring, men samtidig gør ventilationsløsningen også en mærkbar forskel på vores indeklima i det daglige. Der er ingen udfordringer med fugt i badeværelset eller os fra madlavningen i køkkenet og luften føles generelt friskere. Samtidig ved vi, at de uønskede stoffer fra tøj, legetøj og elektronik også reduceres. Det giver velvære i hverdagen, fortæller Christian Andersen.