Elektrisk UTV fra Linhai er det perfekte køretøj til det daglige arbejde - også om vinteren.

Selv om vi her på Fritidsmarkedets test-team er vant til lidt af hvert, så blev denne måneds opgave alligevel noget af en udfordring. Vi er i årets koldeste måneder, og vores valg af emne for denne udgave af FriGear - en elektrisk Linhai E-5S UTV - var baseret på, at selv om det er vinter, så har man stadigvæk brug for at komme omkring under de daglige opgaver, og når det nu er muligt, så hvorfor ikke gøre det både grønt og energivenligt?

Derfor faldt valget på den batteridrevne, firhjulede arbejdsbil. Hvad vi så ikke lige havde set komme, var, at dagen inden vores test, der åbnede himlen sig, og sneen væltede ned over landet i rigelige mængder.

Nu skal man jo være noget af et pjok, hvis et par tommer sne skulle stå i vejen for en god køretur i et åbent køretur - i pibende frost - så derfor valgte vi ufortrødent at gå videre med arbejdet.

rich-media-1
Det praktiske tippelad kan klare op til 150 kilo. Foto: Frederik Olsen.

Sikkert gennem sneen

UTV'en fra P.Lindberg kommer med en 5KW motor med kræfter leveret af fem styk 12V batterier på 120 Ah. Det siger måske ikke så meget, hvis man ikke har erfaring med elektriske biler, men lad mig bare sige, at man futter afsted med en behagelig blød acceleration og en topfart på op til 40 kilometer i timen.

Man kan vælge at køre i spare-mode, så man kommer længere, men en smule langsommere, eller man kan vælge at give fuld gas og opnå tophastigheden. En fuld opladning tager ni timer, og ifølge producenten kan man køre op til 100 kilometer på en opladning.

Som arbejdsbil er maskinen udstyret med et tippelad, der måler 95 x 110 centimeter og har en højde på 28 centimeter. Den kan klare 150 kilo, og i vores test valgte vi at benytte pladsen og vægten til at fragte blandt andet to tunge miniballer wrap og 10 sække træpiller á 15 kilo. Og det gik ganske forrygende.

Selv med fuld last bankede vi gennem sneen med pæn hastighed, og da UTV'en har en frihøjde på 26 centimeter, var det ikke et problem at komme frem, hverken på marken eller i skoven - selv med en vægt på 676 kilo plus last.

rich-media-2
Instrumentbrættet giver overblik over blandt andet batteriforbrug, hastighed og antal kørte kilometer. Foto: Frederik Olsen.

Styr på det hele

Der er fint med plads i kabinen til to voksne mænd, og den behagelige affjedring bliver leveret af et Mcpherson-ophæng foran og dobbelte A-arme bag. Bremserne er skivebremser både for og bag, men eftersom jorden var dækket af sne og is, valgte vi ikke at teste dem fuldt ud.

På det digitale instrumentbræt har du hele tiden styr på ting som batteriforbrug, antal kørte kilometer, hastighed og gearposition. I det hele taget betjenes de fleste instrumenter som i en bil.

UTV'en kan indregistreres som bil, hvilket betyder, at den selvfølgelig er udstyret med alt lige fra blinklys, langt og kort lys, horn og sikkerhedsseler.

rich-media-3
Kraften leveres af fem styk 12 V-batterier: I alt 60V og 120 Ah. Foto: Frederik Olsen.

Konklusion

En af de store fordele ved at have en UTV som arbejdsbil, er, at den er så nem at have med at gøre. Du sætter dig ind, drejer nøglen, trykker på speederen, så er du afsted. Og når man så oven i købet har en elektrisk UTV, så foregår det stort set uden en lyd, hvilket er en latterligt dejlig fornemmelse.

Du sidder ude i naturen, pakket ind i en lille bil, og lister dig afsted hen over mark og ned ad vejen. Det er helt perfekt til steder, hvor du ikke ønsker at forstyrre - uanset, om det nu er i et boligområde, i skoven eller i nærheden af større dyr.

Du larmer ikke, og du forurener ikke.

Linhai E-5S er yderst behagelig at køre i, den føles robust, og den er ualmindelig praktisk i dagligdagen.