Den danske importør er nu oppe på 50 udekørende servicemontører.

Markedet udvikler sig fortsat i den rigtige retning for Scantruck A/S. Den danske importør og forhandler af de anerkendte maskinmærker Manitou, Komatsu, Weycor, McCloskey, PB Platforms, GMG og Platform Basket har øget sin serviceafdeling, så den nu er oppe på 50 udekørende servicemontører til entreprenør- og landbrugsmaskiner fordelt i hele Danmark.

- Reparationer og nedetid er en stor gene for alle virksomheder, og derfor har Scantruck skabt et servicekoncept med hurtig reaktionsevne, hvis skaden er sket. Vores servicemontører medbringer et stort lager af reservedele og værktøj, som gør dem i stand til at udbedre størstedelen af problemerne på stedet, siger Steen Kjær, servicechef hos Scantruck A/S.

- Størstedelen af vores kunder har en serviceaftale, der sikrer, at maskinen løbende serviceres og holdes køreklar af vores kompetente montører.

Alle montørerne er specialiserede på maskintyper og opdateres løbende på den nyeste viden og teknologi. Er der behov for andre reservedele, end de gængse, som montørerne altid har med sig, bliver de leveret hos den relevante montør i løbet af natten, så de kan monteres næste dag.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kollegial opbakning

En af de nye montører er 30-årige Andreas Hammer. Han blev ansat i slutningen af september, og med hjemmet i Hedensted som dagligt startsted servicerer han Scantrucks kunder i Østjylland.

- Jeg er udlært landbrugs-maskinmekaniker og har flere års erfaring med forskellige maskintyper i alle størrelser. Hos Scantruck er jeg på "rødt hold" - dvs. jeg primært arbejder med Manitou, siger Andreas Hammer.

Han er alene i bilen, når han kører rundt til kunderne, men kollegerne er blot et opkald væk.

- Jeg taler dagligt med andre af Scantrucks montører. Som nyansat har jeg mange spørgsmål, så jeg ringer også selv og spørger, hvis jeg er i tvivl om noget. Jeg har stor frihed til selv at disponere min arbejdstid hos Scantruck, så mit privatliv med to små børn fungerer optimalt, siger Andreas Hammer.