Knud Sørensen har samlet på veterantraktorer i over 30 år.

Der er rødt overalt, når man kommer ind på Knud Sørensens traktor-territorie. Som så mange andre inkarnerede samlere har han et favoritmærke, og i dette tilfælde er det IH og Farmall-veterantraktorer.

Samlingen består af ikke mindre end 30 traktorer, og der er adskillige eftertragtede perler imellem.

- Det her er en International Harvester (IH) 3588. Den blev produceret fra 1979 til cirka 1985. Den har jeg fået fra Sverige for cirka 20 år siden, fortæller Knud Sørensen om en gigantisk veterantraktor, der lyser op for enden af den store maskinhal, hvor en del af samlingen står.

- Der er ikke så mange herhjemme, der har sådan en. Jeg kender i hvert fald kun et par stykker. Den har en seks cylindret motor, og maskinen er jo en special konstruktion. Motoren er placeret helt ude foran for at få noget vægt/balance.

Den kæmpestore veterantraktor blev i sin tid brugt på de store kornmarker i USA, men den specielle maskine blev taget ud af produktion, da firmaet i 1985 blev slået sammen med Case og blev til Case IH.

rich-media-1
Knud Sørensens stolthed, en Farmall 806 Diesel fra 1965. Foto: Bo Andersen.
Byggede veteran tandemtraktor ud fra billede

Se også:

Byggede veteran tandemtraktor ud fra billede

Samlingens stolthed

Men den imponerende 3588'er er ikke den eneste maskine, der betyder noget helt specielt for Knud Sørensen. For inde i hjørnet bag den store maskine, står en anden skinnende rød veterantraktor.

- Den maskine jeg er mest stolt af, er den gamle Farmall 806 Diesel fra 1965. Da jeg var barn, kørte der sådan en maskine rundt her på Langeland, og for os børn var det jo en kæmpestor traktor. Siden lykkedes det mig at finde en model i USA, som jeg så fik hjem.

Den gamle Farmall var ifølge Knud Sørensen i en meget kedelig forfatning, men når man nu er uddannet mekaniker og har arbejdet hele livet med traktorer, så har man alle forudsætninger for at få noget helt specielt ud af meget lidt.

- Jeg plejer at købe traktorerne i en stand, hvor det næsten kun er jernprisen, jeg betaler, og så sætter jeg dem i stand, fortæller han.

rich-media-3
Et lille udsnit af Knud Sørensen samling på 30 veterantraktorer. Foto: Bo Andersen.

Mekaniker gennem 40 år

Knud Sørensen arbejder som traktormekaniker hos Kædeby Maskinforretning på Langeland, og det har han gjort i 40 år. Alle de veterantraktorer, som Knud Sørensen gennem årene har restaurerede er køreklare, og de fylder godt i den store hal. Til gengæld er det en anden sag, da vi træder ind i en tilstødende maskinhal.

- Her står nogle af dem, der venter på at blive restaureret. De fleste er International, og de står i kø til at komme videre, siger han.Fort det utrænede veteran-øje virker de gamle maskiner som et uoverskueligt projekt, men de mange skinnende røde veterantraktorer fortæller i et tydeligt sprog, at det kun er et spørgsmål om tid, før de får følgeskab af de ventende modeller.

rich-media-4
Traktorsamlingen står opmagasineret i forskellige maskinhaller. Foto: Bo Andersen.