ATV'erne vinder terræn som arbejdsheste, hvor mange forskellige redskaber kan kobles på. Men der skal også være plads til sjove maskiner, lyder det fra nordjysk importør.

Udbuddet af redskaber til ATV'erne vokser støt, og hos ProATV i Sæby mærker man den stigende interesse for de små arbejdsheste.

Firmaet beskæftiger sig udelukkende med import af ATV'er og UTV'er af mærkerne SMC fra Taiwan og Arctic Cat fra USA samt redskaber fra blandt andre irske Quad-X.

- SMC er en fritidsbetonet kvalitetsmaskine, og vi har valgt at importere dette mærke, fordi både kvaliteten og udseendet er tiltalende. Arctic Cat, som vi fik importen af for et års tid siden, er mere skabt til hårdt arbejde og ligger i en klasse for sig selv, siger Chris Brøcher, sælger hos ProATV. Sammen med indehaveren Henning Nielsen og teknikeren Fønss Nørgaard udgør han det samlede personale i virksomheden.

Lang fragtvej

ATV'erne fra Taiwan skal fragtes langt fra fabrikken til Europa, så ProATV har godt med lagerplads for at kunne levere alle modeller omgående. Et fjernlager huser 350 maskiner, da det 900 kvadratmeter store domicil i Sæby er fyldt godt op med udstilling og reservedelslager.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har for eksempel over 2.000 dæk på lager, og de nye redskaber fra Quad-X fylder jo også en del, fortæller Chris Brøcher.

Han viser blandt andet en SMC 700 med kost foran og spreder bagpå. Kosten sidder på et beslag, hvor man hurtigt kan skifte redskaber blot ved at fjerne to splitter i beslaget.

- Så kan man for eksempel sætte en skraber på. Skraberen kan også udvides med bund og sider, så den fungerer som en skovl. Den kan løftes ved hjælp af det frontmonterede spil, og dermed har man en lille frontlæsser til lettere materialer som foder og flis forklarer Chris Brøcher. Han tilføjer, at samtlige redskaber fra Quad-X er CE-godkendte. Det betyder, at de lever op til de europæiske sikkerhedsforskrifter.

- Arbejdstilsynet er meget opmærksom på, om en virksomheds redskaber er CE-mærkede. Hvis ikke, kan firmaerne idømmes ret store bøder, siger han.

Sparer registreringsafgift

En del af forklaringen på fremgangen i salget af ATV'er tilskriver Chris Brøcher de såkaldte T3-godkendelser, som betyder, at private kan indregistrere flere af modellerne som traktor og derved spare en betydelig sum penge i registreringsafgift.

- Arctic Cat har 11 modeller, som kommer fra fabriken med T3-godkendelse, så maskinerne kan registreres med det samme, uden at man skal indhente og vente på godkendelse fra myndighederne, fortsætter Chris Brøcher. Han tilføjer, at det kan blive meget dyrt at køre på offentlige veje uden den rigtige registrering.

- Politiet slår hårdt ned på køretøjer, der ikke er registreret, siger han.

Noget for legebørn

Udover de praktiske redskaber er der også noget for de voksne legebørn hos ProATV. Et af blikfangene er en voldsomt udseende to-personers off-roader i skrigende farver. Den ligner ikke noget, der umiddelbart kan indregistres.

De grove hjul er synlige, og der mangler sandsynligvis det meste af, hvad dagens biler er belæsset med af sikkerhedsudstyr.

Men den har lygter, blinklys og bittesmå skærme, og Chris Brøcher fortæller, at uhyret er fuldt lovligt og kan indregistreres.

- Og så har den en vandkølet motor på 1.000 kubikcentimeter, som yder 90 hestekræfter eller mere, hvis man ønsker det, uddyber han og tilføjer, at dens topfart ligger på cirka 160 kilometer i timen.

- Den er selvfølgelig ikke billig at indregistrere, men der vil altid være kunder, der går efter noget helt specielt og som har midlerne til det, siger han.