Hengemt park giver nyt liv med fællesskabsbaserede boliger i prisvindende projekt fra arkitektfirmaet AART.

Antallet af alternative boformer med fællesskaber som omdrejningspunkt er stigende. Seniorer vil ikke længere bo bag ligusterhække i små parcelhuse, de vil ud og mødes med andre, de er aktive og de vil gerne bo grønt, men uden en afgrænset have, der skal passes.

Såden lyder det fra den rådgivende arkitektvirksomhed AART, der har vundet boligprojekt, der giver hengemt park nyt liv med fællesskabsbaserede boliger.

Ifølge tal fra Realdania er der 80.000 ældre, som overvejer at flytte i seniorbofællesskab inden for de næste fem år. Det er denne tendens som AARTs vinderprojekt tager udgangspunkt i, når det omdanner Ullerødgaard i Kokkedal og parken omkring den historiske gård til senior- og familieboliger med fokus på grønne fællesskaber.

- Vi har allerede opført Havtorn seniorbofællesskab i Ringkøbing, vi er ved at bygge et moderne seniorbofællesskab i Søhøjlandet ved Ry, og vi har tegnet fællesskabsbaserede rækkehuse i Nye ved Aarhus - det er denne sammenhæng, som omdannelse af Ullerødgaard i Kokkedal indskriver sig i, siger Karsten Sinning, partner hos AART, som har kontorer i Aarhus, København, Oslo og Stockholm og i mere end 20 år har arbejdet med arkitektur.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Firmaets projekter følger alle samme tendens, hvor boligerne ikke længere ses som isolerede enheder, men indtænkes i fællesskabsbårne sammenhænge, hvor grønne omgivelser spiller en afgørende rolle. I Kokkedal sker det med landsbyen som forbillede, og ved at nytænke boligen som en del af et pulserende parkfællesskab.

Et moderne parkfællesskab

Parken omkring den eksisterende Ullerødgaard rummer en række landskabelige kvaliteter, der lige nu har et uforløst potentiale. Med omdannelse vil området tilføres endnu mere værdi som et levende og imødekommende sted, hvor beboere og borgere fra Kokkedal kan mødes i store fællesskaber rundt omkring i parken.

Her bliver grønne uderum og de omgivende høje træer identitetsskabende for projektet, der sikres som en attraktiv, grøn destination ved at begrænse kørende trafik med en ensrettet vej, der som et cirkelslag, skaber forbindelse rundt i parken.

Derudover vil en række mindre stisystemer udgøre hyggelige forbindelser, der binder parken sammen på kryds og tværs, og hvor små lommer og udposninger giver rum for attraktive ophold under de store, eksisterende træer. Samtidig bliver søen og det grønne område i midten af parken et samlingspunkt, hvor drivhuse, legeplads, fælleshus og andre fællesskabsbaserede funktioner kan blive en realitet.

Landsbyen som forbillede

Firmaets vision er, at boligklynger med forskellige boligkvaliteter forskyder sig rundt i parken. Herved opstår intime uderum med grønne kvaliteter, der kan anvendes til mindre fællesskaber som kontrast til det store fællesskab i resten af parken.

Ifølge AART understøtter boligerne fortællingen om den moderne landsby, når de nyfortolker det velkendte saddeltagsmotiv og åbner sig mod de grønne omgivelser via store vinduespartier. Udover de nye boliger transformeres den eksisterende Ullerødgaard, hvor det smukke stuehus bevares og transformeres til fællesfunktioner for private såvel som offentlige arrangementer. Gårdens nord- og vestvendte længer omdannes til mindre boliger.