Abonnementsartikel

Når Haveselskabet til næste år åbner lågen til Danmarks største haveshow, Cph Garden, kan publikum opleve havestemningen på endnu tættere hold. Som noget nyt får de nemlig mulighed for at gå ind i showhaverne og røre, dufte og sanse de stemningsfulde oaser.

Det fortæller direktør i Haveselskabet, Charlotte Garby, der netop har skudt forberedelserne til Cph Garden 2019 i gang med en særlig markering i Haveselskabets have på Frederiksberg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Her fik den smukke sten, som keramiker Helle Nørby udformede til sidste års store haveshow, fast plads i den 138 år gamle, historiske have. Og ved samme anledning blev næste års store haveshow kickstartet.

Kronprinsessen gav sig god tid

Haveselskabets egen have på Frederiksberg er for lille til at kunne rumme så stort et show som Cph Garden. Men for at skabe en rød tråd mellem showet og Haveselskabets egen have, udformes der ved hvert Cph Garden en sten, som får plads i Haveselskabets Have.

- Jeg er enormt glad og stolt over at være den første kunstner, der har fået mulighed for at udforme en Cph Garden-sten, fortæller keramiker Helle Nørby i forbindelse med at stenen nu har fået plads i Haveselskabets fine have på Frederiksberg.

- Cph Garden var en kæmpe oplevelse for mig - både at møde så mange skønne havemennesker og kolleger, og så var det en helt særlig oplevelse, at kronprinsesse Mary besøgte min stand og tog sig tid til at kigge på mit arbejde. Det glædede mig virkelig, fortæller Helle Nørby, som har sit atelier i Horsens.

Rør ved haverne

Da Cph Garden rykkede ind i Valbyparken i juni sidste år, var det første gang, at Danmark fik så stort et haveshow - og første gang der blev afviklet en showhavekonkurrence med en professionel fagjury på dansk grund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når landets førende havedesignere næste år præsenterer deres bud på en showhave, får publikum som noget nyt mulighed for at komme helt ind i haven og opleve den på nært hold med alle sanser - noget, som flere medlemmer af Haveselskabet efterlyste, da de besøgte showet sidste år.

- Det ønske har vi lyttet til, fortæller direktør i Haveselskabet,Charlotte Garby og uddyber: I 2019 bestræber vi os på at vise showhaver, som i langt højere grad inviterer publikum indenfor i haven, så man kan røre og dufte haverne og i højere grad få en helheds-sanse-oplevelse ud af mødet med showhaverne.