Lyt til artiklen:

Elefantungen udenfor for første gang

00:00
Hastighed: ???x
01:52

Abonnementsartikel

Omkring kl. 10.30 åbnede dyrepasserne de store døre fra den store sandstald til udeanlægget.

Dyrepasserteamet var en smule spændte på, hvordan elefanterne ville reagere, da det på grund af fødslen af ungen samt det kolde vejr, efterhånden er noget tid siden, at de har været udenfor i længere tid ad gangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Det gik præcis, som vi håbede. De skyndte sig ud med det samme dørene blev slået til side, og lille Chin fulgte med uden problemer. Hun er en meget nysgerrig lille elefant, og det er tydeligt at se, at de andre i flokken passer godt på hende, og at hvert skridt hun tager, bliver nøje overvåget, lyder det fra dyrepasser Frederik Eckstrøm Jensen.

Ikke glade for kulde

Elefanter er generelt ikke glade for kulde, og selvom den lille elefantunge trives på alle parametre, så er hun stadig ekstra følsom, og man vil blandt andet undgå, at hun bliver forkølet.

Men det forholdsvis lune vejr, der har været de seneste dage, gav altså en oplagt mulighed for at se, om ungen -sammen med sin mor Kumari, var klar på at komme på eventyr i udeanlægget.

Dyrepasserne kan ikke love, at man som gæst vil kunne se elefanterne ude hver dag fra nu af, da det som sagt afhænger af vind, vejr og tidspunkt på dagen. Dog oplyser Frederik Eckstrøm Jensen, at sandsynligheden nok vil være størst midt på dagen.

- Det danske vejr kan jo godt være lidt lumsk på denne årstid. Og elefanternes ører er meget følsomme, så selvom det er lunt, kan der godt være noget kølig vind. Så det holder vi selvfølgelig øje med. Men det er klart, at vi så hurtigt som muligt vil give dem muligheden for selv at vælge, om de vil være inde eller ude, lyder det.