Lyt til artiklen:

Nu er det bevist: Der er færre fisk i de danske fjorde

00:00
Hastighed: ???x
03:19

Abonnementsartikel

Kaster man en fiskeline i en dansk fjord, er chancen for at få bid langt mindre i dag end den var samme sted for 100 år siden.

I det sidste århundrede er der nemlig sket en drastisk nedgang i antallet af fisk i de indre danske farvande og fjorde. En udvikling mange erhvervsfiskere og lystfiskere har kunnet bevidne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der blev først etableret en standardiseret fiskeovervågning i midten af 1980'erne, og derfor har der hidtil været begrænset kendskab til størrelsen af nedgangen. Men i en ny undersøgelse, som DTU Aqua har udarbejdet for Miljøstyrelsen, er udviklingen i fiskebestandene blevet undersøgt ved at inddrage fiskeridata, der går over 100 år tilbage i tiden.

DTU Aqua har blandt andet undersøgt udviklingen i fangster af skrubber i Mariager fjord, Vejle fjord, Sejerøbugten, Isefjorden, Roskilde fjord og det Nordlige Øresund vha. data fra 1902 til 1911 sammenholdt med data fra et igangværende projekt, hvor frivillige såkaldte nøglefiskere i dag fisker med lignende udstyr.

Analysen viser, at en fisker i dag kun kan forvente at fange en femtedel så mange skrubber, som en fisker kunne i begyndelsen af 1900-tallet.

Arter forsvinder

En anden del af analysen fra DTU Aqua tager udgangspunkt i en fiskeriundersøgelse, der blev gennemført i 1926-1952 og genoptaget i 1984-2012, hvor ændringerne i fiskesamfundet i Limfjorden er blevet undersøgt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Analysen viser, at adskillige arter er helt eller delvist forsvundet, eksempelvis er ålekvabber gået kraftigt tilbage, og torsk er mere eller mindre forsvundet.

En historisk tidslinje

Tiden omkring starten af 1900-tallet er særlig interessant, fordi kvælstofudledningen var på et naturligt niveau, ålegræsset var vidt udbredt langs de danske kyster, den globale gennemsnitlige overfladetemperatur var en grad lavere end i dag, og fiskepresset var betydeligt mindre. Perioden kan således betragtes som en reference for god miljøtilstand, idet den afspejler en tid, hvor menneskeskabte påvirkninger på fiskebestandene var betydeligt mindre.

I projektet blev historiske fiskeridata oparbejdet, og der blev dannet tidsserier og snapshots i tid, som strækker sig tilbage til perioden i starten af 1900-tallet. Denne data tilbyder en hidtil uset mulighed for at sammenligne fiskeri og fiskemængder i dag med en tid med væsentligt mindre menneskeskabte påvirkninger.

Projektet har bidraget med et datagrundlag for at kunne vurdere status for udvalgte fiskearter i de indre danske farvande, som vil kunne indgå i vurderinger af fiskesamfundets tilstand i medfør af Danmarks Havstrategi.

Det skal bemærkes, at de analyser, som er gennemført i projektet, er indledende og forbundet med en del usikkerheder. Derfor anbefaler DTU Aqua også, at der bør foretages yderligere studier af data.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan læse hele undersøgelsen HER.