Abonnementsartikel

Der findes mange besværlige ukrudtsplanter, som giver haveejere grå hår og ømme rygmuskler, men tre arter er særligt irriterende at få ind ad havelågen, nemlig skvalderkål, agerpadderok og gærdesnerle.

Skvalderkål er nok den mest berygtede ukrudtsplante i haverne, og ikke uden grund. Den breder sig hurtigt med udløbere og kan på kort tid komme langt omkring.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er hårdt arbejde at luge skvalderkål væk, men det kan lade sig gøre, da rødderne ikke går specielt dybt ned i jorden.

Haveselskabet foreslår, at man bruger havegreben til at løsne jorden og fingrene til at fiske hver en stump af de hvidlige rødder op af jorden.

Sulte ihjel

En anden mulighed er at dække problemområdet med kraftig plastik eller ukrudtsdug i mindst en sæson, så planterne sultes ihjel, fordi de ikke får lys.

Under hække og i buskadser, hvor det er svært at få alle rødder med op, kan man forsøge at stresse planten ihjel ved at fjerne alle de overjordiske dele med få ugers mellemrum gennem flere år.

Ukrudt fra urtiden

Agerpadderok har eksisteret i over 300 millioner år, og det vidner både om robusthed og en imponerende tilpasningsevne. Beundringsværdige egenskaber, men også netop dem, som gør planten yderst besværlig i haven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agerpadderok har et vidt forgrenet rodnet, som går flere meter ned i jorden. Da rødderne samtidig er meget porøse og nemt knækker, er de næsten umulige at grave op. I stedet kan man dække området med plastik eller ukrudtsdug eller udsulte planten ved konstant at fjerne al overjordisk vækst.

Med begge metoder kan det tage tre til fire år at komme planten til livs, og sprøjtemidler er ikke effektive mod padderok.

Højt til vejrs

Gærdesnerle er ganske smuk med sine hvide, trompetformede blomster. Planten er flerårig med lange slyngende stængler, som når højt til vejrs i buske og hække eller rundt i bedene. Rødderne går op til fem meter ned i jorden, og det er praktisk talt umulige at luge planten væk.

Forsøg har vist, at det mest effektive er, at sulte planten ihjel ved at blive ved med at fjerne de overjordiske dele, når stænglerne er mellem 40 og 60 centimeter lange. Behandlingen må gentages gang på gang gennem flere år, før planten dør. Agersnerle kan bekæmpes på samme måde.

Haveselskabet har i øvrigt den holdning, at haveejere bør undgå at bruge sprøjtemidler i haven. Men der er situationer, hvor man er på desperationens rand. Her kan man som medlem af Haveselskabet få råd, inden man griver til sprøjten. Læs mere på Haveselskabets hjemmeside.