Abonnementsartikel

Pillefyr og varmepumper forbinder man normalt ikke med maskinforretninger, men Flovlev Maskinforretning på Thyholm går nye veje og tilbyder nu kunderne alternative energiløsninger.

Således er maskinforretningen blevet forhandler af pille- og stokerfyr fra Gejs samt forhandler af den danske varmepumpe DVI.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er et helt nyt område for os, men vi synes, at vores kunder kan hente gode tilskud ved at udskifte oliefyret eller den gamle varmepumpe, forklarer Svend Bach Mose, indehaver af Flovlev Maskinforretning A/S.

- Kunderne kan få strømtilskud til driften af varmepumperne, p.t. 51,55 øre pr. kW. Det betyder, at investeringen hurtigt er betalt tilbage, tilføjer han.

Flovlev Maskinforretning har en smedeafdeling, der sørger for installation af både pillefyr og varmepumper.

Nye mærker

På maskinsiden er der kommet flere nye mærker på programmet hos Flovlev Maskinforretning. Svend Bach Mose fortæller, at firmaet tidligere solgte minilæssere af mærket Oehler, men har gennem længere tid manglet en afløser for dette mærke.

- Vi har en god forbindelse til HCP, som importerer de italienske læssemaskiner MultiOne, og vi er nu blevet udpeget som forhandler af disse minilæssere, siger Svend Bach Mose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye ATV'ere har også fundet vej til maskinforretningen på Thyholm. Mærkerne er henholdsvis amerikanske Arctic Cat og det koreanske SMC.

ATV er ikke nyt for Flovlev Maskinforretning, som tidligere har forhandlet ATV'er fra Suzuki. Men konkurrencen er hård på dette område, så Svend Bach Mose vurderer, at hans forretning vil stå stærkere med de nye mærker.

- Arctic Cat ligger i en klasse for sig. Men det er også vigtigt at have et billigere alternativ, så her kommer vi med SMC på banen, siger han.

Pløjer varmeslanger ned

På værkstedet hos Flovlev Maskinforretning fremstilles der både halmvogne og vejhøvle, og som noget nyt har de opfindsomme vestjyder konstrueret en gruber til jordvarmeslanger.

Gruberen kan spændes efter en almindelig traktor, hvorefter man ganske enkelt pløjer varmeslangerne ned i stedet for at bruge en tidskrævende og dyr gravemaskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi begyndte at bruge den i foråret 2014, hvor vi blandt andet lagde to kilometer jordvarmeslanger for en lokal landmand. Det tog kun det halve af den tid, det ville have taget med en gravemaskine, siger Svend Bach Mose.