Abonnementsartikel

Som hesteejer er man ofte i den situation, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal have dyrlægebesøg til den firbenede skønhed. Trækker den på det ene ben? Er øjnene lidt matte? Er hesten utilpas, eller er man blot lidt pylret?

Det kan være svært at afgøre, hvornår man skal sætte gang i dyrlægeopkaldet. For nylig kunne vi fortælle, at Forsikringsselskabet If lancerede en tjeneste, hvor man gratis hvis man var forsikret i selskabet kunne få tjekket sin hund med mobilen, hvor en dyrlæge via mobilens kamera kunne tage et kig på hunden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gratis for kunder

Og nu går Agria Dyreforsikring samme vej og tilbyder deres kunder gratis video-konsultation med en dyrlæge. Det er ikke mindst godt nyt for mange hesteejere, da netop Agria bliver brugt af mange hesteejere. Ordningen betyder, at man med en downloadet app kan bestille en konsultation hos dyrlægerne hos FirstVet, der så kan give dig gode råd, diagnosticere eller henvise til nærmeste dyreklinik eller dyrlæge.

- Det er spændende, at ny teknologi kan give alle vores kunder mulighed for at få hjælp og rådgivning, når de er bekymrede for deres dyr og er i tvivl, om de skal tage til dyrlægen. Mobilen har man med sig overalt, og derfor er hjælpen altid lige ved hånden selv i sommerhuset, på ferier og generelt, når man er på farten, siger Tine Antvorskov, administrerende direktør i Agria Dyreforsikring Danmark.

Du kan få konsultation hver dag i tidsrummet fra kl. 09:00 til 24:00, hvilket sikkert vil give ro hos mange, og hvis du i forvejen er kunde hos Agria Dyreforsikring, er samtalen gratis. Men i en pressemeddelelse gør forsikringsselskabet også opmærksom på, at man kan benytte tjenesten, selv om man ikke er kunde. Så koster en konsultation fra 349,- til 549,- kroner.

Ring bare løs

Der er ingen grænse for, hvor mange opkald du kan have med FirstVet, hvilket betyder, at det kan være slut med den ubehagelige følelse af tvivl om, hvorvidt man skal ringe eller ej.

Agria Dyreforsikring gør dog opmærksom på, at man altid skal kontakte en fysisk dyrlæge eller klinik, hvis der er er tale om akutte tilfælde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at benytte tjenesten skal man have downloadet en app til mobilen og indtastet oplysninger om ens hest. Konsultationen sker via videofunktionen på din mobiltelefon eller tablet. Og det betyder, at der skal være en 4G- eller wifi-forbindelse.

Ordningen gælder alle kæledyr - altså ikke kun heste - og appen kan downloades fra Agrias hjemmeside, og den kommer til både iPhone- og Android-mobiler.