Abonnementsartikel

Skive-virksomheden PC Maskiner overtager den 15. december officielt produktionen af den såkaldte Spøttrup-hytte til fritgående dyr. Frilandshytten er udviklet og indtil nu fremstillet af P. Hald Maskinfabrik.

Bag forbogstaverne i de to selskaber gemmer der sig to gange Preben, henholdsvis Preben Christensen og Preben Hald. Udover fornavnet til fælles har de to smedemestre andre ting til fælles. De har begge store interesser i udvikling og produktion af inventar og udstyr til landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Således har Preben Hald blandt andet udviklet den omtalte frilandshytte med smågrisehule, sideløbende med produktion af læskure til heste og køer. Han har været med i hele frilandsgrisenes historie i Danmark og var i sin tid med til at stifte Friland Food ? i dag kendt under navnet Friland A/S.

Fører livsværket videre

Preben Hald og hans hustru Ilse har rundet de 65 og vil gerne nyde den 3. alder, så ægteparret er glade for, at den 37-årige Preben Christensen sammen med sin kæreste Camilla Petersen vil føre livsværket videre.

- Den har stået på lange arbejdsdage for os begge to, og vi har netop aflagt firmaets 40. regnskab, så vi er glade for, at en ny generation vil føre arbejdet videre, siger Preben Hald og pointerer, at hans unge kollega også vil føre det GUDP-støttede udviklingsprojekt om storhytter videre.

Hverken han eller hustruen har dog tænkt sig at droppe deres livsværk helt, idet ægteparret har tilbudt at hjælpe det unge par med blandt andet messer og dyrskuer, og det er Preben Christensen glad for.

- Jeg regner da med masser af interessetimer fra Preben Halds side, siger han smilende og tilføjer mere alvorligt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan jo pludselig havne i en situation, hvor vi mangler noget af hans ekspertise og erfaring, når det nye maskineri skal sættes i gang.

Ny medarbejder

En lagerhal skal indrettes til den nye produktionslinje på PC Maskiners domicil i Mogenstrup, en halv snes kilometer syd for Skive.

- Det er en velfungerende produktion, vi overtager, og Preben Halds produkter passer fint ind i vores produktlinje, som blandt andet består af ridebaneplanere, vejhøvle og staldinventar, forklarer Preben Christensen.

Når produktionsudstyret er flyttet fra Spøttrup til Skive, vil en af de to medarbejdere fra Spøttrup tilbydes arbejde i Skive.

- Det er vigtigt at få en person med, der har et indgående kendskab til produktionen, indskyder Camilla Petersen. Hun er i øvrigt stolt af, at PC Maskiner tidligere på året ansatte en ny medarbejder, Gert Andersen, fordi det siger noget om det, der kaldes Udkantsdanmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg hører tit om, hvor dårligt alting siges at gå uden for de store byer. Vi bor i en dynamisk landsby med skole, børnehave og vuggestue, og i firmaet oplever vi fremgang, blandt andet på eksportsiden. Og nu udvider vi altså med en ny produktion, siger hun.