Abonnementsartikel

I Hoverdal Plantage ved Spjald i Vestjylland ligger der stadig en masse væltede træer efter stormen Bodil i december 2013.

Men det tager tid at rydde op, også selv om der bliver arbejdet på højtryk med topmoderne maskiner i skoven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er skoventreprenørfirmaet Brdr. Højrup A/S, der har entreprisen for Naturstyrelsen her i plantagen, og maskinførerne Lars Jespersen og Morten Weiland er i fuld gang med to nye skovmaskiner. Dels en John Deere1270E skovningsmaskine, dels en John Deere 1510E udkørselsmaskine.

Eneste i Danmark

Skovningsmaskinen er foreløbig den eneste af sin slags i Danmark, og begge de nye maskiner kører på otte ekstra brede hjul, som i kraft af den store trædeflade giver et lavt marktryk.

- Vi har valgt at udstyre de to nye maskiner med 800 millimeter brede dæk, hvor standard ellers er 700, siger Keld Højrup, den ene af de to brødre bag skovfirmaet Brdr. Højrup A/S.

- For vi må ikke trykke skovbunden mere end 10 centimeter, og det er der heller ingen risiko for, at vi gør med den dækmontering - også selv om de seneste års våde vintre har gjort det vanskeligere at køre uden at ødelægge skovbunden, siger Keld Højrup.

Gode erfaringer

Maskinfører på skovningsmaskinen er Lars Jespersen, og det er på hans anbefaling, at valget af den nye maskine faldt på John Deere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har gode erfaringer fra tidligere med John Deere, så da den nye ottehjulede skovningsmaskine kom frem på markedet, var det den, jeg mente, vi skulle have, fortæller den erfarne maskinfører.

Større pumpekapacitet med mindre brændstofforbrug og generelt større kapacitet hører også til fordelene ved begge de nye maskiner.

Men det handler ikke kun om mange hjul, marktryk og hestekræfter. Computerteknologien har også taget et kvantespring, og alt bliver målt og vejet i realtid.

- Via John Deeres program JDLink er alle oplysninger om maskinerne og deres produktion tilgængelig hele tiden via nettet, forklarer Keld Højrup og tilføjer, at computeren via sensorer også har styr på antallet af krantimer.

Daglige opgørelser

Som eksempel på fordelene med JDLink nævner han Naturstyrelsen, der ønsker at få daglige opgørelser over, hvor mange træer, der er fældet og hvor meget tømmer, der er kommet ud af det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Naturstyrelsen har også direkte adgang via JDLink og kan derfra holde øje med produktionen. JDLink kan også tilgås direkte fra John Deere-fabrikken, hvis der skulle opstå fejl på maskinerne, forklarer Keld Højrup.

Selv om maskinerne er blevet kraftigere, er brændstofforbruget mindre end tidligere.

- Motorerne kører mest ved 1.500 omdrejninger, hvor de tidligere kørte med 1.800 omdrejninger. Det betyder en hel del for brændstofforbruget, og som sidegevinst støjer maskinerne også mindre, siger Keld Højrup.

Kører hele tiden

Maskinfører på udkørselsvognen er Morten Weiland. Han har været ansat i Brdr. Højrup siden 2007 og er fast makker for Lars Jespersen. Udover disse to maskinførere er der 15 andre ansatte i Brdr. Højrup, og firmaet har yderligere fire skovningsmaskiner og tre andre udkørselsmaskiner.

Der findes også en kombineret fælde/udkørselsmaskine i maskinparken plus forskellige fræsere og knusere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Maskinerne kører hele tiden, så vi skal ikke klage. Vi kører over det meste af Danmark med hovedvægt på Jylland og de omkringliggende øer, siger Keld Højrup.

Du kan se en video på Youtube fra arbejdet i skoven.