Abonnementsartikel

Da det i sidste uge kom frem, at regeringen vil ændre skovloven, så der blandt andet lempes på reglerne for bebyggelse i skovområder, gik bølgerne højt i medierne.

Et af forslagene lød på, at regeringen på forsøgsbasis vil tillade opførelsen af vindmøller i områder, der primært er bevokset med nåletræer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Til Ritzau udtalte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at det giver god mening, at vindmøller netop opsættes i områder, der ikke er beboede.

- En række af landets kommuner, der gerne vil sætte møller op, vil gerne benytte arealer, hvor der ingen mennesker bor. Det synes jeg giver utroligt god mening, og derfor prioriterer vi det her, fortalte han.

Alarmerende

I Danmarks Naturfredningsforening kalder man regeringens planer for "alarmerende".

- Skovene er danskernes foretrukne udflugtsmål og det er her, vi finder ro og stilhed. Derfor er ideen om, at skovene nu skal rumme anlæg, man ikke vil have andre steder, dybt forfejlet, og vi vil kæmpe hårdt imod, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

I Dansk Skovforening mener man dog, at en modernisering af skovlovens regler er "fornuftig".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Skovforeningen finder det naturligt at lempe betingelserne for byggeri i skov. Den udvikling er helt i takt med de stadig større krav, der stilles til anvendelsen af skovene til flere forskellige formål, skriver foreningen i en meddelelse på deres hjemmeside.

Borgmester i Ikast-Brande Kommune Carsten Kissmeyer (V) er glad for regeringens udtalelser vedrørende muligheden for opsætning af vindmøller i skovområder.

- Vi må erkende, at de vindmølleprojekter, vi har haft gang i, ligger relativt tæt på mange beboere, og det var anledningen til, at vi satte planlægningen midlertidigt på stand by for at afprøve denne nye mulighed med møller i plantager, fortæller borgmesteren til Ikast Avis.

Udover skovvindmøller åbner regeringen også muligheden for at bygge skovbørnehaver og anlæg til friluftsliv i danske skove.