Abonnementsartikel

Det sortbrogede danske landracesvin er tilsyneladende blevet mere populært blandt avlere og forbrugere. I hvert fald viser de seneste tal indhentet af Landbrugsstyrelsen, at bestanden af svinet med de sorte pletter og de lange ører er vokset siden 2013, hvor den talte 130 dyr. I 2016 var bestanden på 395 dyr.

I samme periode er antallet af avlere også steget. I 2013 var der 20 avlere af sortbroget landrace i Danmark, mens der i 2016 var mere end det dobbelte - nærmere bestemt 50 avlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er glædeligt, at bestanden er vokset over de seneste par år - både for avlerne, men også for forbrugerne, der får mere at vælge imellem på restauranternes menukort. Fremgangen betyder, at racen ikke længere er kritisk truet, men dog stadig truet, så det er fortsat vigtigt, at de gode bestræbelser på at bevare racen fortsætter, siger Knud Erik Sørensen, formand for Bevaringsudvalget, der koordinerer arbejdet med bevarelsen af de gamle husdyrracer.

Det sortbrogede svin - der er kendt for sin høje frugtbarhed og sine gode moderegenskaber - kan i Danmark dateres helt tilbage til middelalderen. I slutningen af 1800-tallet gik bestanden imidlertid tilbage, da mere hurtigt voksende og bacon-egnede svineracer kom på markedet og langsomt udkonkurrerede det sortbrogede svin.

Flere racer dog stadig truede

Udover fremgang for sortbroget landracesvin viser de seneste tal indhentet af Landbrugsstyrelsen også fremgang for de fleste gamle kvægracer. For eksempel nåede bestanden af jysk kvæg i 2016 sit højeste niveau siden 1997, hvor bestanden var på omkring 126 dyr. I 2016 var bestanden på 988 dyr.

Fremgang er der også at spore for dansk landraceged, der i 2005 havde en bestand på 400, og i 2016 en bestand på 1379 dyr.

Derimod ses der hos en række andre gamle husdyrracer, blandt andet landracefår og hvidhovedet marskfår, en lille tilbagegang fra 2015-2016, og samlet set er langt de fleste gamle husdyrracer stadig truede af udryddelse.