Abonnementsartikel

Hvis din passion er islandske heste, så er det i Herning du skal være den 4. - 7. april. Her danner Messecenter Herning rammen om verdens største indendørs event for islandske heste.

Tidligere verdensmestre og nordiske mestre vil være at finde på banen til dette års Icehorse Festival. Med sig til Herning har de heste i verdensklasse, som kæmper om en plads i toppen af verdensranglisten, såvel som unge heste, der for første gang skal vises frem for et stort publikum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste års Icehorse Festival var den første af slagsen, og arrangørerne bestemte hurtigt at gentage succesen i 2019. Ikke mindst efter et væld af positive tilbagemeldinger fra ryttere, dommere, publikum og udstillere. I år vil der - ud over de kendte gangarts- og töltklasser i både sport A og sport B - være klasser for helt unge heste: De såkaldte "Futurity"-klasser, hvor 5- og 6-års heste bliver vist frem i en blanding af sportsklasse og show.

Overvældende interesse

Da tilmeldingen for ryttere åbnede til dette års Icehorse Festival sad hundredevis af ryttere klar ved tasterne. Interessen var så overvældende, at tilmeldingsportalen gik ned, og stævnet blev udsolgt på blot tre minutter.

- Vi blev fuldstændig blæst bagover, da tilmeldingen blev fyldt så hurtigt. Det er helt fantastisk med så stor en tilslutning, og vi vil i dén grad lægge os i selen for at skabe fire dages uforglemmelig fest for alle, siger Stine Sandahl, som er en af arrangørne bag Icehorse Festival.

Masser af shopping

Ud over sportsklasser, Futurity-klasser og det forrygende hingsteshow, hvor hingste i den absolutte topklasse får stemningen i hallen til at koge, vil hal M også byde på 3.000 m2 med eminente shoppingmuligheder blandt over 50 forskellige udstillere. Der vil hver dag være spændende oplæg og foredrag henvendt til alle slags hestemennesker arrangeret af Dansk Islandshesteforening, og der være mulighed for at deltage i daglig rytteryoga og rytterrytmik. Alt sammen gratis for festivalens 10.000 forventede besøgende.

Strøet ud over de fire dage vil der også være indlagt overraskelser i form af forskellige shows og indslag. Præcis hvad der er i vente forbliver en hemmelighed lidt endnu, men vi tør godt love, at det bliver storslået.