Abonnementsartikel

På messen Hest & Rytter i Herning kunne man torsdag - og igen i dag, fredag - opleve musikerparret Lasse og Mathilde samt deres musiker- og hesteven Peter Vester, som opførte sange fra deres dugfriske album med hestesange.

Men hvorfor kaster nogle af den danske musikbranches veteraner sig pludselig over hesten som omdrejningspunkt for et album udelukkende med sange om heste?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lasse Helner fortæller, at det hænger sammen med at både han og Mathilde altid har været hesteinteresserede, og at deres ven og nabo i Lundeborg, Peter Vester, der har en baggrund som heavy metal-musiker, er meget hesteinteresseret, og så kom de til at snakke om, at der mangler nutidige hestesange.

- Hyp lille Lotte og Giv mig en hest mor trænger til afløsere, siger Lasse Helner til Fritidsmarkedet.

Alle slags heste

Han og Peter Vester fortæller, at albummet Sange til Hesten rummer sange til alle slags heste, og at der ikke er nogen gennemgående musikgenre.

- Der er sange til Alle slags heste, Islændere, føl, køreheste, jagtheste, arbejdsheste og så videre, og vi har bidraget med vores forskellige musikalske baggrund og ladet stemningen i de enkelte sange afgøre det musikalske udtryk, fortæller de.

De er enige om, at det har været et rigtigt skægt projekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt andet har de skrevet en hyldest til en af dansk ridesports mest succesfulde ekvipager gennem tiderne, prinsesse Nathalie og hesten Digby - sangen hedder Digby og Damen og blev til efter, at sangskrivertrioen havde fået tilsendt nogle stikord om prinsessens og hendes hest fra en bekendt, som kender både Digby og Damen.

Optræder igen fredag

Teksterne er blevet til med assistance fra Torben Diklev og kan ses på albummets hjemmeside på www.sangetilhesten.dk

Albummet kan købes i hesteudstyrsfirmaet Kinnerups webshop og på firmaets stand på messen hest & Rytter samt på hingstestationen Katrinelunds stand på messen.

Musikerne optræder igen fredag, og de præcise tidspunkter kan ses på opslag ved Katrinelunds stand i hal F.