Abonnementsartikel

Cirka 140.000 boliger i Danmark opvarmes stadig med et oliefyr, og beboerne har dermed en høj varmeregning. Der er typisk tale om huse i landdistrikterne, hvor der ikke er mulighed for at koble sig på fjernvarme- eller naturgasnettet.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har derfor siden starten af 2017 samarbejdet med fem virksomheder om at tilbyde husejerne varmepumper på abonnement. Ordningen skal sætte ekstra skub i udskiftningen af landets oliefyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det her er en håndsrækning til de mange husejere rundt om i landet, der gerne vil af med deres oliefyr. Olie er en dyr opvarmningsform for husejerne, og samtidig udleder oliefyr meget CO2. Det er regeringens målsætning, at energisystemet skal være baseret på mindst 50 procent vedvarende energi senest i år 2030. I år 2050 skal Danmark være uafhængig af fossile brændsler. Derfor er det vigtigt, at vi også får sat fart på udfasningen af oliefyrene, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Grøn varme til en god pris

Hovedparten af de ca. 140.000 boliger, der opvarmes med olie, ligger i landdistrikterne. I dag koster en varmepumpe, som kan erstatte et oliefyr, typisk i omegnen af 100.000-150.000 kr. inklusiv installation og tilslutning.

- Huse på landet er desværre ikke så meget værd, og bankerne mener derfor, at det er for usikkert at låne penge ud til køb af en varmepumpe. Det var derfor udelukket. Da jeg så fik et tilbud om en varmepumpe på abonnement, slog jeg til. Det kostede som engangsbetaling cirka 25.000 kroner. Derefter betaler jeg kr. 450 per mdr. i abonnement plus forbrug af varme. Jeg slipper hermed for at købe en varmepumpe for over 100.000 kr., og jeg regner med at det skære en tredjedel af vores samlede varmeudgift. Det kan mærkes på husholdningsbudgettet fra dag ét og vores opvarmning er nu også mere grøn, siger husejer Flemming Holmelund fra Nordfyns Kommune.

Med abonnementsordningen påtager et energiselskab sig ansvaret for installation, teknik og finansiering, mens husejeren betaler for sit varmeforbrug, et engangsbeløb for tilslutning og et abonnement.

- Vi er flere virksomheder, der tilbyder varmepumper på abonnement. Ordningen startede op i vinters, og vi oplever en stor interesse for at få leveret grøn varme samtidig med, at der opnås en økonomisk gevinst. Den nye mulighed er attraktiv både for borgernes pengepung og klimaet, siger Dennis Jeppesen fra Fyrfyret, der er en af de fem firmaer, som er udvalgt til at udbyde varmepumperne i abonnement.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvikling af et nyt marked

Ordningen sker som led i aftalen om udmøntning af energireserven for 2016-2018. Der er over de næste tre år afsat i alt 25 millioner kroner som fem virksomheder har vundet igennem et udbud fra Energistyrelsen.

Med samarbejdet støttes hver af virksomhederne i at etablere sig på markedet med 350 varmepumper hver frem til 2019, dvs. 1.750 varmepumper i alt. Støtten til virksomhederne udfases langsomt, i takt med at virksomhederne oparbejder viden og kapacitet på området. Formålet er at sikre, at der på sigt findes et marked for varmepumper på abonnement, som kan klare sig uden støtte.

- Der er tale om et samarbejde med erhvervslivet, hvor vi skubber gang i et nyt marked for varmepumper på abonnement. Hvis husejeren hellere selv vil stå for finansieringen af varmepumpen, kan det også være en god løsning, men nu har man noget at vælge imellem, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.