Abonnementsartikel

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis en person glider og falder foran din hoveddør. Som grundejer er det din pligt at rydde dit fortov og gangarealer for sne. Du skal også sørge for at glatførebekæmpe. Det betyder at du skal gruse og salte. Det skriver advokatfirmaet Lenschow Erstatningsretten i en pressemeddelelse.

Det er adgangsveje så som stier og trapper, der fører hen til dit hus, dit affaldsstativ eller postkasse, der skal renholdes for sne og strøs med salt, grus, sand eller lignende ligeså snart, der er glat.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ser hvert år en del af disse faldskader på fortove, og du kan faktisk slå dig slemt, hvis du glider. Det kan derfor blive dyrt for grundejeren, hvis vedkommende ikke opfylder sin forpligtigelse om at glatførebekæmpe. Som grundejer har du som udgangspunkt pligt til at sørge for, at der er fjernet sne og is på matriklen inden klokken 07.00 om morgenen og til kl. 22.00 om aftenen. Nogle gange skal det endda ske tidligere om morgenen, hvis grundejeren ved, at der kommer personer med gyldigt ærinde til ejendommen tidligere ? for eksempel renovationsarbejdere, siger Berit Møller Lenschow, der ejer Lenschow Erstatningsretten.

Gælder også isglatte fortove

Det samme gør sig gældende efter en periode, hvor det har været vådt uden for i længere tid, og der kommer nattefrost. Så øges risikoen for isglatte veje og fortov, og her skal grundejeren naturligvis også glatførebekæmpe.

- Frost og is kan også gøre fortove og stier glatte, siger hun.

Kun i den tilfælde, hvor det sner så meget, at det er nyttesløst at fjerne sneen før der kommer mere, kan du undlade at rydde sne.

- Hvis grundejeren har overholdt sine pligter og almindelige normer i den konkrete situation, så bliver han ikke erstatningsansvarlig, for de skader, der sker, siger Berit Møller Lenschow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En skade bør anmeldes til grundejerens ansvarsforsikring, så vil forsikringsselskabet tage stilling til, om der kan anerkendes et ansvar eller ej.

Hvis du falder

Glider du og slår dig på et glat eller snedækket fortov, så er det vigtigt, at du kan dokumentere, hvor og hvorfor du er faldet. Det er nemlig den, der kommer til skade, der skal bevise, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra grundejerens side.

Film eller tag foto af det sted, hvor du er faldet, og få navne og telefonnumre på vidner til ulykken, så du senere kan kontakte dem igen.

Opsøg også altid læge eller skadestue og få alle skader og gener skrevet ind i din lægejournal.

- Alle disse oplysninger kan senere være med til at afgøre, om du kan få en erstatning eller ej, siger Berit Møller Lenschow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Egen skyld

Endelig er det vigtigt at huske, at man som fodgænger også selv har et ansvar for sin færden. Melder vejrudsigten om sne og is, så lad derfor de høje stiletter blive i skabet og tag et par solide og skridsikre vinterstøvler på.

Forkert fodtøj kan betyde, en erstatning bliver nedsat, fordi det er vurderet, at fodgængeren, selv har et medansvar for skaden.