Abonnementsartikel

Snart bliver det muligt at købe en perle af en campingplads i den danske natur.

Svinkløv Camping, Børsmose Strand Camping, Vejers Strand Camping, Høve Strand Camping og Rødhus Klit Camping er de fem campingpladser, som nu overdrages af Naturstyrelsen til statens ejendomsselskab Freja ejendomme A/S og dermed er et skridt nærmere til at få et "til salg"-skilt placeret på pladsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidste år vedtog Folketinget en ny lov, dergør det muligt at udstykke og sælge statsligt ejede arealer med campingpladser. Der er i alt 18 statslige campingpladser, der alle skal sælges, hvoraf de fem nu med overdragelsen rykker tættere på et salg.

Tranum Klit Camping er den første plads, der blev solgt, mens Tunø Teltplads og et mindre areal til Silkeborg Sø Camping er i færd med at blive solgt til henholdsvis Odder og Silkeborg Kommune.

- Ingen af campingpladserne er ens, derfor bliver vi nødt til at behandle salget af dem i etaper. Folketinget har bedt os om at respektere de nuværende forpagtningsaftaler. På de fem nævnte pladser udløber forpagtningsaftalerne i år. Derfor står de forrest i køen til overdragelse, så de kan sælges, siger kontorchef Kim Røjgaard.

Hvis man er interesseret i at købe en af de fem campingpladser i noget af landets smukkeste natur, kan man henvende sig til Freja ejendomme A/S.