Abonnementsartikel

Et enigt fredningsnævn har nu besluttet at frede 300 hektar landskab - i folkemunde kaldet Bjergene - ved Stensballe i Horsens Kommune. Det fremgår af Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.

Det sker, efter at Danmarks Naturfredningsforening (DN) for tre år siden rejste en fredningssag for at beskytte området imod byggeri, som kommunen havde planer om at opføre i bakkerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Området støder til den ene side op til den eksisterende fredning, Søvind, som allerede i 1974 blev pålagt en restriktiv beskyttelse på grund af de store landskabelige værdier, oplyser Birthe Anker Christensen fra DN Horsens, der har foreslået fredningssagen rejst

- Allerede dengang anerkendte man områdets meget store landskabelige værdier, og der var endog planer om, at området skulle indgå som led i en samlet naturpark langs Horsens fjords nordside fra Stensballe gods i vest og helt ud til Gylling Næs i øst. Desværre gik man ikke videre med fredningsplanerne, hvilket har medført, at der inden for de seneste år blandt andet er etableret en stor golfbane ned til fjorden, siger Birthe Anker Christensen.

Villaer spiser naturområde

Fredningsområdets anden del kranser op til det tæt bebyggede villaområde i den fashionable Horsens-bydel, Stensballe, og byggegrunde til private villaer ville hen over tid kunne spise naturområdet op stump for stump, fastslår fredningsnævnet i afgørelsen af 17. november 2014.

Fredningsleder i DN, Birgitte Bang Ingrisch, fremhæver, at fredningsnævnet i afgørelsen i ligeså høj grad fokuserer på de landskabelige værdier, og hun roser nævnet for en visionær afgørelse:

- Det er en meget ambitiøs og visionær fredning, der blandt andet forbyder dyrkning af høje afgrøder, fordi udsigten vil gå tabt. Det er en restriktion, der understreger vigtigheden af at frede de unikke bakker her i Stensballe. Kun få steder i landet finder man som her en så ren landskabelig æstetik med fine kig over smukke bløde bakker ud over fjorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Restriktioner på beplantningen

Fredningen vil beskytte landskabet imod mere byggeri, medmindre det er landbrugsbyggeri i relation til landbrugsdriften på landbrugsejendommene i området.

Samtidig er der kommet restriktioner på beplantningen, så der ikke i fremtiden må dyrkes juletræer, energipil og andet, som vil forhindre udsigten i det smukke landskab.

Med fredningen bliver det i fremtiden også muligt at bevæge sig gennem området ad nye stier, der sammenbinder eksisterende stier, der tidligere endte blindt. Konkret betyder det, at man vil kunne gå fra Bjergene langs skovkanten ind til Haldrup Fælled og fange Haldrup Skovvej, og derfra gå videre til Trolddumhøjvej, der leder op til landsbyen Haldrup.

Fredningen er i høring frem til midten af december, hvorefter den går til Natur- og Miljøklagenævnet, der endeligt afgør sagen i løbet af et til to år.