Abonnementsartikel

Ikke mindre end 140 hunde med deres ejere fra hele verden skal kæmpe om verdensmesterskabet i disciplinen stående jagthund på nordjyske marker i dagene fra fredag den 21. til mandag den 24. oktober. Verdensmesterskabet foregår over flere tusinde hektar i et velvilligt samarbejde med områdets landmænd.

En af dommerne, der samtidig er medarrangør og terrængiver, er Fleming Fuglede Jørgensen, bedst kendt i offentligheden for sin kamp for bedre forhold for landbruget i Danmark som formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fleming Fuglede Jørgensens store fritidsinteresse er jagthunde. Han har otte pointere og er den mest vindende danske hundeejer med stående engelsk jagthund gennem tiderne. Denne gang gælder det dog dommerhvervet.

19 forskellige lande

Til weekendens verdensmesterskab kommer han på hårdt arbejde, når hunde fra 19 forskellige lande - repræsenterende flere verdensdele skal i konkurrence.

Det er jagthunde af de engelske racer Pointer og de tre Setter-typer samt de kontinentale racer med blandt andre Breton, Ruhårede og Korthårede Hønsehunde samt Wislaer og Veimaranere.

Enestående terræn

Det er et enestående terræn, hundene skal konkurrere på. Det er forholdsvis fladt, så der er vid udsigt, samtidig er der meget fuglevildt. Udenlandske hundetrænere og ejere kommer gerne til Danmark, idet de danske landmænd gør en stor indsats for vildtet. Fasaner og agerhøns lever således i stor stil på markerne.

Hundene skal konkurrere parvist ved at afsøge markerne for at finde agerhøns og fasaner. Når de kommer til en sådan fugl, skal de stå helt stille, indtil ejeren giver ordre til at avancere. Derefter skal hunden få fuglen til at lette. Det er en jagtform af højeste karat, hvor samspillet mellem hund og ejer og forståelsen for vildtets gøren og laden er i højsædet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stort arbejde

At træne en hund, så den kan deltage i et verdensmesterskab, er et stort arbejde.

- Det handler både om at avle effektive hunde og at dressere dem, fortæller Flemming Fuglede og tilføjer;

- Det er en god hobby, fordi hele familien kan være sammen om den.

Som i alle Flemming Fugledes gøremål er hustruen Annette også her tæt involveret. Hun arbejder til daglig med pasningen, fodring og socialiseringen af hundene.

Annette og Flemming Fuglede Jørgensen har lagt et kæmpearbejde i hundetræning og i verdensmesterarrangementet. Flemming Fuglede ser det også som en anerkendelse af de danske landmænd:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danske landmænd kan ikke være så slemme, når man kommer fra hele verden for at se på den store vildtbestand på deres marker. Vildtet trives på de velplejede marker, understreger han.