Abonnementsartikel

Over 90 procent af de danske landmænd får udbetalt EU's arealstøtte i dag (Fredag den 2. december 2016). Dermed får landmændene deres penge til tiden, selvom NaturErhvervstyrelsen, som udbetaler pengene, er midt i en omfattende flytning.

Danske landmænd, som modtager direkte landbrugsstøtte, kan ånde lettet op. Fra i dag, 2. december, begynder NaturErhvervstyrelsen på den store udbetaling af landbrugsstøtte. I alt 39.500 landmænd har søgt grundbetaling og grøn støtte i 2016. De skal tilsammen have udbetalt omkring 6,1 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ni ud af ti til tiden

NaturErhvervstyrelsen har et mål om, at ni ud af ti modtagere af landbrugsstøtten skal have modtaget deres penge inden 15. december. Og det når vi til fulde i år, hvor 92,5 procent af udbetalingerne sker allerede 2. december. Det er særdeles flot set i lyset af, at 2016 har stået i flytningens tegn, fastslår direktør i NaturErhvervstyrelsen, Jette Petersen, med henvisning til regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser.

- Jeg er naturligvis meget tilfreds med, at vi når vores målsætning om udbetaling midt i en tid med omvæltninger. Vi ved, hvor meget landbrugsstøtten betyder for landmændene, og derfor har vi prioriteret benhårdt, at den skulle ud til tiden ligesom tidligere år, selvom vores organisation står midt i markante forandringer, siger hun og tilføjer:

- Jeg er samtidig opmærksom på, at der er kunder, som oplever forsinkelser i vores sagsbehandling på andre områder. Det er jeg selvfølgelig ked af. Vi gør, hvad vi kan, men vi mærker i høj grad tabet af erfarne medarbejdere.

Ros til landmænd og konsulenter

Jette Petersen peger samtidig på, at landmændene og deres konsulenter har været med til at lette arbejdet for medarbejderne i NaturErhvervstyrelsen. Ansøgningerne har været så gode, at omkring 70 procent har kunnet behandles automatisk i IT-systemet.

Næsten 400 arbejdspladser fra NaturErhvervstyrelsen i København skal som et led i udflytningen af statslige arbejdspladser flytte til Sønderjylland, og derfor har styrelsen været nødt til at prioritere i opgaverne for at være sikker på, at netop grundbetalingen og grøn støtte kommer ud til landmændene til tiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere end halvdelen af alle arbejdspladserne er allerede rykket i løbet af 2016, som har været et travlt år, hvor mange erfarne medarbejdere har forladt styrelsen, og nye er kommet til. Derfor er det ekstraordinært godt gået, at udbetalingsmålet er nået, forklarer Jette Petersen.

- Vi var ikke nået så langt uden en stor indsats fra medarbejderne, nye som gamle. De nye ansatte har knoklet med at sagsbehandle ansøgninger om landbrugsstøtte og lære deres nye arbejdsplads at kende på samme tid. Og de erfarne medarbejdere har haft virkelig travlt med både at lære nye kolleger op og sagsbehandle de mest komplicerede sager. Også vores kontrollører har haft travlt, og jeg er derfor utrolig stolt af, at vi ved en samlet indsats nu kan gå i gang med udbetalingen, siger hun.

Næste mål skal nås i januar

I 2015 blev EU's omfattende landbrugsreform gennemført, og det medførte nye, komplicerede regler i ansøgningsprocessen og sagsbehandlingen af ansøgningerne om landbrugsstøtte. I reformens andet år tyder de ovenstående tal dog på, at landmændene og deres konsulenter allerede har tilpasset sig de nye forhold.

Det næste mål for NaturErhvervstyrelsen er nu at udbetale op til 97 procent af ansøgningerne om landbrugsstøtte inden 31. januar i år. Et mål, der ser ud til også at blive nået. De resterende tre procent er komplekse sager, hvor sagsbehandlingstiden kan trække ud.