Abonnementsartikel

Malaria, Dengue-feber, Zika virus, Chikungunya-feber og Japansk hjernebetændelse. Det er navnene på myggeoverførte tropesygdomme som flere og flere turister rammes af. Og blot et enkelt stik af en inficeret myg er nok. Men ingen ved helt præcist hvor mange danskere som årligt smittes, for der er ikke pligt til at anmelde den slags sygdomme i Danmark.

WHO anslår, at mindst 68.000 personer årligt smittes med Japansk hjernebetændelse - en af de alvorligste tropesygdomme. Ifølge Statens Seruminstitut dør omkring 30 % af de voksne der bliver smittet, og op mod 50% af de overlevende får varige neurologiske skader.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rejser mere end før

WHO har klassificeret 24 lande i Sydøstasien som endemiske, dvs. at der til stadighed forekommer tilfælde, og mange af landene, eksempelvis Thailand, har derfor et nationalt børnevaccinationsprogram, hvor vacciner mod myggeoverførte sygdomme som Japansk hjernebetændelse indgår. Risikoen for at blive smittet som turist vurderes dog fortsat som begrænset, og varierer med årstiden, rejsens længde samt opholdssted.

- Vi rejser mere end nogensinde før, og vi tager i højere grad på aktiv ferie. Frem for bare at dase på stranden i to uger, vælger vi måske at kombinerer det med trekking i rismarker eller ophold i storbyer. Da det er områder hvor der traditionelt er mange myg, øger det risikoen for at blive stukket, siger Ib Christian Bygbjerg, professor på Global Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Mere udbredte

Denguefeber og japansk hjernebetændelse overføres via myg der stikker både om dagen og om natten, hvor andre tropesygdomme som malaria overføres med myg der stikker om natten, i de tidlige morgentimer eller sidst på dagen. Det er muligt at blive vaccineret mod japansk hjernebetændelse, mens fx dengufeber og zika-virus kræver at man beskytter sig mod myggene, så man helt undgår at blive stukket.

- Det er vigtigt, at vi bliver meget bedre til at bruge myggespray og myggenet. Selvom man kun i få tilfælde kan dø af denguefeber kan man blive virkelig syg, især hvis man bliver smittet flere gange, så jeg anbefaler helt klart, at man husker at beskytte sig med myggespray, og det gælder selvfølgelig også for andre myggebårne sygdomme som den alvorlige japanske hjernebetændelse siger Ib Christian Bygbjerg.

Gode betingelser

Klimaændringer med varmere og fugtigere vejr, skaber gode betingelser for mange af de myg og andre insekter som overfører tropesygdomme, og derfor skal vi indstille os på, at de bliver mere udbredte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chikunguya-feber er for eksempel i stigning i byområderne, mens Japansk hjernebetændelse især breder sig på landet samt i byernes slumområder.