Abonnementsartikel

Der er ikke mange steder i landet, hvor man kan købe et æbletræ, der hedder Kaj. Og der er garanteret heller ikke mange steder, hvor man kan aflevere en kvist fra barndommens drømmetræ - og opleve en tro kopi i egen have et par år senere.

Men det kan man på Assens Planteskole, der ejes af Karen Margrethe Nielsen. Her har man specialiseret sig i økologisk frugttræer og roser, et tema, der går mange år tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mine forældre startede planteskolen i 1945, og allerede dengang var min far meget interesseret i frugttræer og roser. Og da min bror i 1974 overtog planteskolen, gjorde han endnu mere ud af frugttræerne. Han nåede at have 800 forskellige æbletræer, og han har også altid dyrket dem økologisk, fortæller Karen Margrethe Nielsen, mens hun viser rundt i "børnehaven", der rummer en kæmpe stor samling små, podede frugttræer.

Karen Margrethe Nielsen overtog planteskolen i 2007. På det tidspunkt var broderens sjældne samling af frugttræer svundet en smule, så lige siden har hun arbejdet med at få den på benene igen.

Få dit eget drømmetræ

Det specielle ved Assens Planteskole er ikke kun den store samling af økologiske æbletræer, hvor man faktisk kan købe æbletræer, der er podet direkte fra modertræerne hos de legendariske sorter Ingrid Marie og Filippa. Det er også muligheden for at få podet ens eget drømmetræ. Det kræver blot, at man selv skaffer en kvist fra det originale træ.

- Jeg poder æbletræer for folk, der for eksempel kommer med en kvist fra mormors have, eller bare et træ fra barndommen, som man rigtig gerne vil have selv. Så får man et træ, der smager lige som man kan huske det, fra man var lille. Det er nemlig helt magen tid, siger Karen Margrethe Nielsen.

Et æble ved navn Kaj

Udover at drive den frugtbare planteskole, så er hun også medstifter af en af årets store begivenheder i Assens, nemlig Årets Æblefestival, der nu kører på femte år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Assens har vi hvert år en æblefestival, hvor vi går ud og finder et egnsæble, som vi så kalder årets æblefestival æble. Vi finder dem i træerne i hegnene her i Assens-området, fortæller Karen Margrethe Nielsen.

De forskellige træers frugter bliver smagt og vurderet, og når vinderen er fundet, bliver træet opkaldt efter den person, der har fundet det. Derfor kan man nu købe et æbletræ ved navn Kaj hos Assens Planteskole, for Karen Margrethe Nielsen poder selvfølgelig videre med kviste fra årets træ.

- Det æble, der har været mest rift om, er Kaj-æblet fra sidste år. Det var meget omtalt både i aviser, radio og tv. Det er lidt sjovt, at det er et herrenavn til et æbletræ, fordi de fleste æbler jo har et kvindenavn.

Er man interesseret i gamle danske æbletræer, er Assens Planteskole stedet, man skal besøge. Ud over planteskolens egen samling, der naturligvis er til salg, så finder man et område i tilknytning til stedet, hvor der er endnu flere økologiske æbletræer. Det er "Madam Bundsens have", hvor besøgende kan opleve en stor samling gamle danske æbletræer. Haven er en privatsamling af træer, og da området er lejet hos Assens Planteskole er det også en kilde til podning af nye træer.