Abonnementsartikel

Jo længere mod vest, jo flere gange bliver skråen lige vendt et par ekstra gange, inden der sættes signatur i bunden af købsaftalerne på striben af dyrskuer landet over. Sådan lyder det fra salgsdirektør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

- Traditionelt er Stemas hvert år med på rigtig mange dyrskuer, og vi må sige, at det i 2018 har været en tur landet rundt med arme oppe. Enkelte steder har købelysten været lidt behersket, men til gengæld har det ikke skortet på lyst til en god maskinsnak. Så det der ikke førte til aftaler direkte på dyrskuerne, kommer forhåbentlig senere, siger Robert Kjærgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmarks største dyrskue i Roskilde var helt fantastisk for Stemas. Selv om Roskilde Dyrskue er en folkefest med familier, klapvogne og balloner, så bliver der altså også solgt maskiner. Det samme gjorde sig gældende på flere af de andre skuer, mens vi må erkende, at købelysten var afdæmpet nogle af stederne. Det ændrer ikke ved, at vi naturligvis kommer igen næste år. Vi skal være der for kunderne både når det går den ene vej og når det går den anden, siger Robert Kjærgaard.

Udlejere overraskede

På sommerens helt store entreprenør-begivenhed, E&H 2018 i Herning, formåede et par af Stemas' faste kunder at tage fusen på Stemas-folkene.

- Et par store udlejningsfirmaer kom ind til os og lagde rigtig store ordrer direkte på messen. Der var ikke aftalt noget med firmaerne på forhånd, og vi anede ikke, at de havde planer om at lave nogle rigtig gode aftaler om mange maskiner. Dem skal vi i gang med at levere i den kommende tid, fortæller Robert Kjærgaard.

- Der er tilsyneladende øget opmærksomhed hos udlejningsfirmaerne og de store entreprenører på, at der kan være ganske lange leveringstider. De tider er forbi, da fabrikkerne havde maskinerne stående på lager klar til at levere også i store mængder. Derfor er firmaerne tilsyneladende blevet meget bevidste om, at det gælder om at få skubbet ordrerne afsted.

Held i Herning

Stemas havde også held med den store kombinerede Stemas- og Johs. Møllers Maskiner-stand på messen i Herning. Det store messetelt blev ramme om masser af maskinsnak, og "ude bagved" havde firmaerne rigget an med Biergarten-stemning med levende musik, kulørte lamper, grillere og læskende drikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi nåede helt klart i mål igen på E&H, og denne gang havde vi tillige vejrguderne med os. Vi lavede et godt set-up og blev belønnet af messegæsterne med rigtig godt besøg på Stemas-standen, fortæller salgsdirektør Robert Kjærgaard.

Ribe Dyrskue blev rosinen i pølseenden for Stemas' Tour de Dyrskue, men salgsfolkene har endnu et par datoer i kalenderen.

Dels holder firmaet solidt fast i traditionen med at deltage i Kirkegårdsmessen ved Lødderup Kirke på Mors hvert andet år i august. I år holdes messen mandag den 27. august. Og dels følger så den store landbrugs- og entreprenørmesse Agromek i MCH Messecenter Herning i slutningen af november.

"Kirkegårdsmessen er en lille fagmesse, som virkelig vil noget. Det er de helt rigtige fagfolk, der tager turen til Mors, og som regel er vejret godt og interessen for at se på maskiner til kirkegårdsarbejde stor", siger Robert Kjærgaard.