Abonnementsartikel

Naturstyrelsen arbejder med et nyt, ambitiøst naturprojekt, som skal tiltrække endnu flere engfugle til Margrethe-Kog i Tøndermarsken i yngletiden. Ved at hæve vandstanden på i alt 466 hektar i den sydøstlige del af det inddæmmede område skabes optimale betingelser for de insekter og andre smådyr, som vadefuglenes unger lever af.

Projektet skal gøre Margrethe-Kog til et internationalt mekka for ynglende engfugle i sommerhalvåret. Som bonus vil området kunne fungere som et kæmpemæssigt reservoir på tre millioner kubikmeter for Vidåens vandmasser, hvis der opstår akut behov for klimasikring af Tønder By i forbindelse med længerevarende stormvejr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ren win-win

- Det er ren win-win, når Naturstyrelsen kan give ynglende brushøns, klyder og fjordterne bedre betingelser i sommerhalvåret og samtidig kan indgå i et samarbejde med Tøndermarsk Initiativet om et klimasikringsprojekt, der skal beskytte Tønders beboere mod naturens uforudsigelighed. Hvis naturprojektets nøglearter oplever fremgang, vil det også gavne en række mere almindelige arter såsom vibe, rødben og stor kobbersneppe. Projektet er et fantastisk eksempel på, at vi ved at samtænke forskellige behov, kan løse to samfundsmæssigt centrale opgaver på et og samme areal, siger Bent Rasmussen, skovrider i Naturstyrelsen.

Konkret vil Naturstyrelsen hæve vandstanden i Magrethe-Kog ved at udbygge det eksisterende stemmeværk, indføre nye og kraftigere pumper og renovere det vidtforgrenede netværk af kanaler og grøfter i området. Hævning af vandstanden betyder desuden, at indretningen af områdets drift med græssende kreaturer skal ændres fra mange små folde til få store græsningsfolde, som styres efter engfuglenes behov.

Samspil fortsætter

Saltvandssøen og Ferskvandsreservoiret syd for Vidåslusen fungerer i forvejen som et stort bassin for Vidåens vandmasser. Den ekstra kapacitet som planlægges i Margrethe-Kog skal kun bruges ved helt ekstreme vejrsituationer, det der kaldes en 200-års hændelse. Dermed minimeres risikoen for at Vidåen går over sine bredder i forbindelse med ekstremt voldsomme regnvejr eller storme.

Tønder Kommune er ansvarlig koordinator for LIFE-projektet "Klimatilpasning Vidå"

-Tøndermarsken og Margrethe-Kog er et kulturlandskab, som er skabt gennem århundreders samspil mellem mennesker og natur. Den største trussel i fremtiden er oversvømmelse med såkaldt "bagvand" fra Vidåen. Det er de store vandmængder i Vidåen, som stuver op, når sluserne til Vadehavet lukkes i forbindelse med storm. Takket være samarbejdet med Naturstyrelsen kan vi være med til at sikre en helhedsorienteret forvaltning af området, siger Tønders borgmester, Henrik Frandsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikringen af vandreservoiret inkluderer en jordfordeling, så Naturstyrelsen bliver eneejer i den sydlige del af Margrethe-Kog. Derudover skal Naturstyrelsen bidrage til projektet med ekspertviden om naturforvaltning i marsken.

Området er en del af Nationalpark Vadehavet og udpeget som UNESCO verdensarv.