Abonnementsartikel

Med cirka 468,74 kroner per MWh er prisen på CfD-kontrakten 50procent lavere end ved den forrige CfD-runde for blot to år siden, hvilket viser de hastige omkostningsreduktioner på tværs af branchen.

Og med en enorm kapacitet på 1.386 MW, hvilket er nok til at forsyne over 1,3 million britiske husstande med strøm, bliver Hornsea Project Two verdens største havmøllepark. Dermed overgår den endda den 1.200 MW store Hornsea Project One, som DONG Energy er i gang med at bygge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hornsea Project Two bliver opført 89 km fra Yorkshires kyst i det nordlige England, og havmølleparken forventes at være driftsklar fra 2022.

Rekordlave omkostninger

Det nye projekt vil bidrage betydeligt til DONG Energy's ambition om at nå op på en samlet havvindskapacitet på 11-12 GW senest i 2025.

- Vi er glade for at få tildelt en CfD-kontrakt for Hornsea Project Two, som er et vigtigt skridt i retning af at indfri vores vision om at gøre havvind til den mest konkurrencedygtige form for elproduktion, siger Samuel Leupold, koncerndirektør og CEO for Wind Power i DONG Energy.

- Vi har altid været fortaler for størrelse som en vigtig drivkraft for at nedbringe omkostninger. Den ideelle størrelse på en havmøllepark er 800-1.500 MW, og derfor er det naturligt, at Hornsea Project Two kommer til at ramme et rekordlavt omkostningsniveau. Samtidig viser den lave budpris potentialet for nedbringe omkostninger, når udviklerne også får ansvaret for at etablere nettilslutningen til havs, sådan som det er tilfældet i Storbritannien, siger han.

Gennembrud

Ifølge en pressemeddelelse fra DONG Energy er der tale om et gennembrud i Storbrittannien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et gennembrud for havvind i Storbritannien og et stort skridt fremad for branchen. Hornsea Project Two kommer ikke alene til at levere billig og ren energi til Storbritannien, projektet kommer også til at levere gode arbejdspladser og give den britiske forsyningskæde endnu et løft, siger Matthew Wright, Managing Director for DONG Energy UK.

- Flere på hinanden følgende britiske regeringer fortjener stor ros for at have skabt grundlag for fortsatte investeringer i havvind, så det kunne blive den blomstrende industri inden for vedvarende energi, som det er i dag. Omkostningerne falder hurtigt, der bliver skabt langsigtede og højtkvalificerede arbejdspladser i hele det nordlige England, og den britiske forsyningskæde bliver konstant styrket og udviklet. Det er nu, man for alvor ser fordelene ved det store engagement i havvind, og der er stadig meget godt at se frem til. Havvind kan komme til at spille en vigtig rolle, når den britiske regerings industrielle strategi skal føres ud i livet."

DONG Energy er allerede i gang med at opføre Hornsea Project One og har indledt høringsprocessen om Hornsea Project Three, hvilket ifølge firmaet understreger det store potentiale for havvind i denne del af Nordsøen.