Abonnementsartikel

Stille flid. Sådan kan man karakterisere det, den lille røde robotplæneklipper har gang i på en stejl, græsklædt bakke i Skotlands hovedstad Edinburgh. Side om side med gamle, historiske bygninger kører den lille maskine som et forvarsel om fremtidens hverdag i grønne områder.

Den batteridrevne klipper larmer ikke, skåner miljøet med lave CO2-emissioner og skåner de ansattes rygge. Faktisk kan den endda spare arbejdsgiverne for nogle årsværk. Det er de gevinster, bystyret i Edinburgh øjner, og derfor tester mulighederne i samarbejde med den svenske plæneklipperfabrikant Husqvarna.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hedder Isaac

Vi kan ikke bare lade den køre uden opsyn

Phil Ashby, havepasser, Royal Botanic Gardens Edinburgh

Edinburghs botaniske have er et af byens mange grønne områder, hvor Husqvarna er rykket ind. Fire uger med robotter på plænerne er gået her. Og konklusionen er, at den kunstige intelligens er smart men ikke løsningen på alt.

- Robotplæneklipperen har bestemt sin berettigelse. Vi kan især bruge den på det steder, hvor vi ikke behøver at gøre os så umage men bare skal holde græsset trimmet. Til gengæld kan vi så bruge mere tid andre steder i haven. Men vi kan ikke bare lade den køre uden opsyn. Vi ser for eksempel, at børn sparker til den, og det er nødvendigt at trække den til side med jævne mellemrum for at justere bladene, siger Phil Ashby, der vedligeholder græsset hos Royal Botanic Gardens Edinburgh.

Isaac hedder han. Robotplæneklipperen i Edinburghs botaniske have, altså. Opkaldt efter sci-fi-forfatteren Isaac Asimov, der mellem 1920 og 1992 skrev en række romaner og noveller om robotternes indtog i en fjern fremtid. Sådan en fremtid kan være lige om hjørnet. I hvert fald har Husqvarna et avanceret robotprogram under opsejling, blandt andet med Solea-serien. Her styres en flåde af robotplæneklippere centralt og kan flyves ud til opgaver via en drone, som sætter plæneklipperne af der, hvor de skal arbejde.

- Husqvarna Solea demonstrerer vores engagement i at udforske nye måder at gøre byer grønnere på og hjælpe planlæggere med at spare tid. Vi har fulgt udviklingen i robotplæneklippere i mere end 20 år og forudser, at robotterne vil blive helt centrale for landskabspleje i årene fremover, siger Pavel Hajman, President hos Husqvarna.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stadig brug for mennesker

Det hæderkronede firma, som kan dateres helt tilbage til 1600-tallet, præsenterede visionerne for kunstig intelligens på en konference i netop Edinburgh i dagene 5.-6. oktober 2017. Her deltog også repræsentanter for danske boligselskaber, som øjner mulighederne for at øge effektiviteten med robothjælp. Debatten fortsætter om, hvorvidt parkmedarbejdere af kød og blod skal frygte at miste deres job til de flittige små maskiner.

- Det er der jo en del snak om. Men jeg er nu ikke så nervøs. Vi har jo også indført vaskemaskine og tørretumblere til arbejde, vi også engang udførte selv. Og så vidt jeg kan se, er der stadig brug for menneskelig styring af maskinerne. Det gode er, at jeg får mere tid til at fokusere på andre vigtige opgaver, lyder vurderingen fra havemanden Phil Ashby.