Abonnementsartikel

At bo så tæt på pisten, som man kan komme, er det hotte i sneen for dette års skiferie. Det viser en ny undersøgelse, hvor valg af skisportssted primært handler om at kunne klikke skiene på og komme ud på pisterne sekundet efter, at sidste skefuld havregryn er sat til livs.

Flere og flere skisportssteder i Sverige ved det og har taget konsekvensen af det de seneste år. Den mest ultimative måde at bo på, når man har pakket ski og varmt tøj ned i kufferten, er så tæt på pisten, som man kan komme. Det betyder, at der næsten ingen spildtid er, og dagene på ski kan blive lange og fyldt med aktive oplevelser på brædderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Populære Stöten i Sälenområdet er blot et af de skisportssteder, der gør en dyd ud af at efterkomme deres gæsters ønsker, hvorfor de til denne sæson har opført en lang række hytter midt på pisten. Udbygningen gælder områderne Pistbyn og Nordklint, samt Solhem, som kan indvie nye sengepladser til mere end 500 nye gæster.

- Det føles eksklusivt og effektivt at bo, så man har udsigt til pister og lifter. Ski-in ski-out er virkelig noget, der efterspørges, melder de svenske skisportssteder, og i en ny You-Gov undersøgelse nævner 51,5 procent af de adspurgte danskere, at netop dét er en væsentlig grund til at vælge et bestemt skisportssted, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Fornuftig pris vigtigt

Skiferie til en fornuftig pris og smukke naturoplevelser er de eneste to årsager, der vejer endnu tungere, når skisportsstedet for årets skiferie skal bestemmes, og en lang række andre årsager er langt mindre vigtige.

Rimelig kort rejsetid fra hjem til skisportssted er den fjerde vigtigste årsag til valg af specifikt skisportssted, mens det at have fået en anbefaling på et skiområde kun er den femte vigtigste årsag, der nævnes. Specifikke faciliteter, miljøvenlighed og mulighed for after-ski følger også længere nede af ønskelisten.

Tæt på Danmark ligger Falköping, hvor der netop er bygget fire nye hytter med udsigt over byen. De har hver 8-10 senge fordelt i tre soveværelser. Hytterne ligger tæt på pisterne med direkte adgang til langrendsløjperne og naturen lige rundt om huset og en smuk udsigt over Falköping.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hovfjället, som også ligger relativt sydligt i Sverige, bygger i år yderligere to huse med seks senge i hvert ud over de 17 huse med ti senge, som de har i dag, også ski-in ski-out.

I Branäs er der også fokus på ski-in ski-out. "Hjorten" er en helt ny indkvartering, der ligger naturskønt og centralt midt på Branäsbjerget. Der er tale om store, hyggelige og veludstyrede bjælkehytter med en fabelagtig udsigt. Mattestorp Village, ligeledes i Branäs, har også fået moderne, smagfulde sten- og træhuse beliggende midt på bakken, et stenkast fra lifter og skiløb. Der er heller ikke langt til skiskole, skiudlejning, sportsbutik og købmand.

Kläppen i Sälen er et andet eksempel på en skisportsdestination, der fokuserer på ski-in ski-out. Mod denne sæson er der opført 400 nye sengepladser, som ligger klos op ad pisten, og det gælder både i Gullbrändan, som ligger midt i skianlægget og i det nye område, Övre Kläppbacken.

Hemmeligt hjørne

I Lindvallen, Tandådalen og Hundfjället i Sälen kommer der denne sæson også nye ski-in ski-out lejligheder, som ligger i et hemmeligt hjørne men alligevel på den bedste ski-in-ski-out lokation. De i alt 38 lejligheder tilbyder store rum, hvor der kan slappes af efter endt skidag. Indkvarteringsområdet Hills Ski & Pool på Söderåstorget er næsten færdige med fase to, hvilket betyder endnu flere senge i et attraktivt område, og det ligger endvidere kun 500 meter fra Experium med både restauranter, butikker, spa, bowling og vandland.

Lofsdalen, som i disse år er i gang med en større udbygning af hele skiområdet, er også med på tendensen med ski-in ski-out. Tre nye huse på pisten er netop åbnet op med meget lækre nye lejligheder. De er store og veludstyrede med stor sans for detaljen, og alle ønskelige faciliteter findes her. De tre nye huse ligger i Lofsfotens stugby lige ved siden af mellemliften og alpine løjper men også med langrendssporet Östan som nabo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også i Åre højt mod nord satses på ski-in ski-out med et stort antal sengepladser. Her meldes det, at der opleves en øget efterspørgsel på indkvartering med et højt antal sengepladser, da flere og flere storfamilier, virksomheder og efterskoler tager afsted sammen. Den nye indkvartering hedder "Panget" og giver 20 senge i centrum af Åre med meget kort gåafstand til løjper og lifter. Åre er i år nemmere tilgængeligt end nogensinde med direkte fly fra København.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er gennemført i alt 507 CAWI-interview med danskere i alderen20-70 år, som har været på skiferie inden for de seneste 3 år og/eller forventer at tage på skiferie i den kommende skisæson.