Abonnementsartikel

Det er ingen hemmelighed, at robotterne er i fuld færd med at indtage vores liv. Det gælder på arbejdet, hvor lynhurtige robothænder med uhyggelig effektivitet udkonkurrerer de menneskelige pølsefingre, men heldigvis gælder det også de mere trivielle dele af vores fritid. For eksempel at slå græs.

Nu er der ganske vist enkelte individer, som nyder at vandre rundt i haven bag en mere eller mindre selvkørende plæneklipper, men herfra skal der lyde et højt hurra for alle de små og større robotter, der i høj grad er ved at indtage de danske græsplæner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men hvordan er det lige med de så selvtænkende græshøvle? Hvis man køber sådan et væsen, er den så lige til at sætte i arbejde, eller er der andre, der skal tænke for den?

Her på PowerGear Outdoor-redaktionen har vi taget udfordringen op, og med velvillig assistance fra Firmaet MTD, der er dansk importør af den populære robotplæneklipper Cub Cadet, fik vi fingrene i en spritny Cub Cadet XR 2 2000 med henblik på at finde ud af, om almindelige dødelige kunne få sådan en fyr til at arbejde for sig.

Læs manualen

Umiddelbart så det enkelt ud. Den enorme papkasse indeholdt, ud over selve robotten, en batterioplader, såkaldt perimeterwire (kabel der holder robotten indenfor et defineret område), pløkker til at holde kablet fast med samt selvfølgelig en række manualer på alle mulige sprog, herunder også dansk.

Og vi må med blødende hjerte fra starten erkende, at det altså er nødvendigt at læse den udmærkede manual. I bund og grund er der tre forskellige faser i opsætningen af robotten: Valg af base for robotten (der hvor den skal bo fast), nedlægning af perimeterwire, og så endelig opsætning af robotten, hvilket foregår via robottens display og/eller en app til mobiltelefonen.

Valg af base

Robotten kommer med en "lille garage", der skal placeres på et fast sted i haven. Det skal være et plant område, og det kan både være ude i selve haven, eller det kan være i en afkrog af haven - gerne tæt på huset, da basen skal have strøm. Man kan placere basen på to forskellige måder, men det fremgår med al tydelighed af manualen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nedlægning af kabel

Når basens placering er valgt, skal man nedlægge perimeterwiren i kanten af det område, man ønsker at få klippet. Det gør man for at holde robotten inde i haven, og for at undgå, at den for eksempel kører fast i et krat eller falder ned i en lille have-sø. Igen er der forskellige muligheder. Har man en dejlig firkantet plæne uden forstyrrende elementer, er det nemt. Så skal kablet blot lægges i kanten, og husk, at hver gang robotten skal dreje, så skal kablet ligge i 45 graders vinkler.

Har man områder af haven, der er adskilt fra "hovedhaven", er det muligt at indlemme disse, men så er det nødvendigt at studere manualen, for at finde det rette spor til kablet. Det er ikke et problem, men man bør tænke sig om, inden arbejdet går i gang.

Vi valgte en forholdsvis enkel løsning og fik lagt perimeterkablet på en god halv time.

Programmering af robotten

Med kablet nede var det på tide at komme i gang med programmeringen af robotten. Vi hentede en app til mobilen, derefter gik vi i gang med at klikke os vej gennem robottens eget menusystem. Vi var lidt for ivrige og måtte bruge en del tid på at få indtastet tidspunkt, dag og så videre, men endelig fik vi liv i det lille bæst. Selve app'en var nemmere at programmere, og det er her, at man fortæller robotten, hvornår den skal slå, hvornår den skal sove og for eksempel også, om den skal smutte i ly i regnvejr. Der i var der ingen problemer.

Det første robotten gør, er at løbe en tur langs kablet for at finde ud af, hvor den skal køre. Derefter smutter den hjem igen og kobler sig til opladeren i den lille garage. Og så er den ellers klar til at klippe græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For vores vedkommende fik vi vendt basen forkert, så den lille fyr løb forvildet rundt, indtil vi fandt løsningen, og herefter gik alt som smurt.

Gør-det-selv... eller?

Når man køber sådan en robot, så får man valget mellem at lade forhandleren lave installationsarbejdet (mod betaling), eller man kan gøre det selv. Er man frisk og fiks på fingrene, kan man sagtens klare det selv, men er man en smule teknologiforskrækket, bør man ofre de ekstra penge og få andre til at gøre det for sig.

Ud over lidt vanskeligheder med at klikke os igennem robottens egen menu, var det eneste problem, vi oplevede, at vi måtte genstarte app'en et par gange. Men det er sikkert klaret med den næste opdatering.

Vi kom, vi så, og vi sejrede, men det tog også sin tid. Til gengæld så fiser den kære lille Cub Cadet nu dagligt rundt og finpudser plænen, der aldrig har set bedre ud.