Abonnementsartikel

Det indtil videre tørre efterår giver exceptionelle betingelser for at finde frem til og efterfølgende reparere og rense de mange dræn, der ligger gemt under store dele af den danske muld.

Og den chance skal man som landmand ikke forpasse, lyder det fra Erik Sandal, chefrådgiver i LMO Planteavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er stadig meget gode muligheder for at få lavet et fornuftigt drænarbejde, og derfor er tiden lige nu moden til først og fremmest at få styr på sine dræn og dernæst klare småreparationerne og rensningerne, siger Erik Sandal og peger på, at manglende regnbyger har givet optimale forhold.

- En af grundreglerne i at dræne er at gøre det, når jorden er tør, og det er der stadig langt de fleste steder. Det har jo stort set ikke regnet siden sidste efterår.

Merudbytte på op mod 25 procent

Selv om det kan virke som et stort arbejde at kortlægge og efterfølgende rense de mange drænrør og udløb, er det ifølge Erik Sandal tid givet særdeles godt ud. Der er nemlig ikke bare småpenge på spil i regnestykket med drænede marker.

- Hvis du i meget regnfuld periode har mark A med dræn liggende klods op ad mark B, som ikke har dræn, vil der være et merudbytte med god dræning på op til 20-25 procent. Det er enormt meget, siger Erik Sandal og peger på, at der også er en lang række ikke-kontante gevinster ved at have drænet ordentligt.

- Derudover kan du så tidligt om foråret på veldrænede marker, du kan behandle vintersæden tidligere, og du er fri for at køre uden om våde huller på marken. Så der er rigtigt mange fordele ved at have velafvandet jord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Find de forsvundne dræn

En stor del af de danske markdræn blev etableret tilbage i 70'erne og 80'erne, og for nogle landmænd kan det at finde drænrørene og drænudløbene være som at spille puslespil med bind for øjnene. Det skyldes eksempelvis, at de 40-50 år gamle tegninger er forsvundet, eller at man har købt eller forpagtet jord uden at vide noget om dræningsforholdene.

- Nogle har måske glemt, hvor drænene var gået i stykker, fordi det her til efteråret er gået godt. Der skal man som landmand få gravet i hukommelsen og efterfølgende komme ned til de dræn, siger Erik Sandal og uddyber, at lave vandstande i vandløb også giver en god mulighed for at få kortlagt ukendte drænudløb.

- Der er relativt lav vandstand i mange vandløb lige nu, og derfor er der gode muligheder for at gå rundt og få markeret drænrørene. Rigtig mange landmænd ved slet ikke, hvor deres drænudløb er.

Undgå at grave i våd jord

Hvis man som landmand endelig finder ud af, at der skal laves småreparationer eller rensning af sine rør på markerne, er det ifølge Erik Sandal yderst vigtigt, at det bliver gjort før, at en given regnskylle for alvor trænger ned i jorden.

- Det er en forudsætning, at jorden er tør, før man går i gang med at udbedre sine drænanlæg. Man kan næsten skade drænene mere ved at grave i våd jord, fordi det mudrer og lukker drænene til. Og så har man pludselig gjort mere skade end gavn, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilsvarende kan man også, hvis man har en lavning med meget vand, grave ned for at se, hvorfor der står vand - måske er drænet stoppet, eller også er der et kompakt lag jord, hvor vandet ikke kan trænge igennem.

- Hvis der er dræn under et kompakt jordlag, kan man med fordel grave en kanal ned til drænrøret og fylde det med grus. Men hvis du vil være helt sikker, på at du ikke gør noget overilet, så tag fat i din rådgiver, slutter Erik Sandal, chefrådgiver i LMO Planteavl.