Den bedste aktivitet under Corona
11. feb. 2021 | Indrykket af ONJ TRACTORS
Denne naturperle har fanget danskerne
Det er koldt, men solen er fremme, og vinden er mild. Dagens fjerde gæst har netop parkeret sin bil hos Pinds Mølle Put & Take, og ejer Richard Borgbjerg gør traktoren klar til at udsætte fisk. Få kilometer fra Aarhus finder man denne skønne dal, der udover fiskeriet minder de besøgende om, at man også i Danmark kan opleve natur, som er et eventyr værdigt.
Coronaepidemien har betydet hårde vilkår for mange, men heldigvis for Richard er det ikke svært for lystfiskere at holde afstand. ”Corona har jo gjort, at der er mange”, må han fornøjet konstatere. ”Hvor vi førhen havde nogle tyskere, så har vi bare haft dobbelt så mange danskere. Vi har ikke været ramt. Tværtimod.”
Man forstår godt, at danskerne har søgt mod naturperler som Pinds Mølle i disse tider. Næppe finder man mere billedskønne omgivelser at småfryse i på en klar vinterformiddag, og fiskene bider på krogen – smittefare eller ej. Naturens ro bliver kun kort afbrudt af lyden af en traktor, der forsikrer gæsterne om, at det ikke kun er omgivelserne, men også fisk i vandet, der kan nydes i dag. Richard kan fortælle, at nogle gæster sågar ser frem til traktorstøjen. Da en far og en søn havde set fisk ved en anden sø, måtte drengen begejstret konstatere: ”Hør far, nu kommer der fisk – så kommer der en traktor”.
Hvis man efterhånden er lidt træt af puslespillene på sofabordet eller måske bare godt kunne bruge lidt afstand fra huset (eller menneskene deri), kan Pinds Mølle Put & Take varmt anbefales. Richard vil som altid holde naturen i skak og bringe fiskene ud – og ONJ Tractors forsikrer, at hans nye traktor (en DONG FENG DF-304 G2 som erstatter en trofast følgesvend igennem mange år af samme model) fortsat vil afbryde idyllen i den fredfyldte dal.
Artikel af Frederik Hareskov Jensen