Abonnementsartikel

Vi hører det så tit, og vi får ikke altid gjort noget ved det. Men der er altså mange penge at spare i den daglige husholdning, og i denne artikel, har vi valgt at fokusere på vasketøjet. Her er fem gode tip - med forklaring - til hvordan du kan spare en mindre formue ved at udnytte din vaskemaskine og tørretumbler bedre.

1. Spar el, vand og vaskemiddel ved altid at fylde vaskemaskinen helt op. Vi danskere vasker i gennemsnit kun 3,2 kilo tøj ad gangen på trods af, at vores vaskemaskiner generelt kan rumme enten 5-6 kilo eller 7-8 kilo per vask. Din vaskemaskine er passende fyldt op, hvis du kan holde en knyttet hånd i tomrummet over tøjet i vasketromlen uden at mase tøjet ned.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

2. Skru ned for vasketemperaturen. Du sparer 55 procent af strømforbruget til en vask, hvis du halverer temperaturen fra eksempelvis 40 til 20 grader. Let til normalt snavsede T-shirts, bluser, bukser og skjorter bliver fint rene ved koldvask, når bare du bruger et vaskemiddel, der er beregnet til det. Bakterier og støvmider dør dog først ved 60 grader, så koldvask er altså ikke en gangbar løsning til sengetøj, håndklæder, viskestykker og lignende.

3. Spring forvasken over - i langt de fleste tilfælde er den overflødig. Medmindre, at du står med en kurvfuld meget beskidt tøj, kan du sagtens spare forvasken, uden at det går udover vaskekvaliteten. Hvis der er kommet en plet på tøjet, er det meget mere økonomisk at forbehandle pletten med lidt vaskemiddel eller sulfo og lade det virke i en times tid, inden du starter vaskemaskinen.

4. Lad det våde vasketøj tørre ude. Velduftende tøj frisk fra tørresnoren er en gratis glæde, mens tørretumbleren er et dyrt bekendtskab. Det koster cirka seks kroner at tørre en vask i en A-mærket tumbler, og bruger du én med en ringere energimærkning eller en kondenstumbler, koster det endnu mere. Vælger du tørresnoren fremfor en A-mærket tumbler tre gange om ugen i sommerhalvåret og een gang om ugen i vinterhalvåret, kan du spare 800 kroner om året.

5. Udnyt tørretumbleren med omtanke. Kan du ikke undvære en tumbler, er der trods alt også penge at spare ved at udnytte den optimalt: Lad din vaskemaskine centrifugere ved det højeste omdrejningstal, så mest muligt vand presses ud af tøjet, før det kommer i tumbleren. Afpas tøjmængden til din tumblers kapacitet, så den hverken er overfyldt eller kører halvtom, og rens fnugfilteret efter hver tumbling. Det forkorter alt sammen tørretiden og sparer dermed dyrebar energi.

(Kilder: Energistyrelsen, NRGi og Forbrugerrådet Tænk)