Lyt til artiklen:

11 enkle køleskabs-tips: Spar strøm og penge

00:00
Hastighed: ???x
03:31

Abonnementsartikel

Køleskabet er en af de største strømslugere i hjemmet; ifølge Energistyrelsen bruger vi danskere i gennemsnit cirka en femtedel af vores strøm på køl og frys.

Hvor meget strøm, netop dit køleskab bruger, kommer blandt andet an på dets alder, type og energimærke. Men uanset, om du har et kæmpe monster af et amerikanerkøleskab, eller en mere beskeden model, er der meget, du selv kan gøre for at skære rare kroner af elregningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Et fyldt køleskab bevarer kulden bedre end et halvtomt og kræver mindre energi til at opretholde temperaturen. Foto: Unsplash.

11 tips

1. Hold de anbefalede 5 °C i køleskabet (samt -18 °C i den eventuelle frostboks eller fryserdel). Elforbruget stiger med 5 % for hver grad, at temperaturen dykker under de 5 °C i køleskabet, og den ekstra kulde gør ingen gavn for holdbarheden af dine fødevarer.

2. Det sparer strøm at optø frosne madvarer i køleskabet, som dermed får kulde "forærende".

3. Omvendt kommer køleskabet på overarbejde, hvis man stiller glohed mad derind, så lad din mad køle lidt ned først. Men husk fødevaresikkerheden: Varm mad skal nedkøles til maks. 10 °C inden for højst tre timer efter, at den er lavet, og derefter skal maden straks i køleskab.

4. Hvis dit køleskab ikke har selvafrimning, er det smart selv at afrime det jævnligt for at hindre, at der opbygges et lag af is på indersiden. Selv et tyndt rim-lag vil gøre køleskabet mindre effektivt og øge forbruget af el.

5. Kontrollér, om tætningslisten omkring døren er intakt og yder effektiv forsegling. Hvis listen er slidt eller beskadiget, kan det føre til varmetab og øget energiforbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

6. Hold køleskabets kondensatorrør, der ofte snor sig på skabets bagside, rene og fri for støv og snavs. Er rørene sat til med støv, har de sværere ved at komme af med varme, og det vil reducere effektiviteten.

7. Undgå at åbne køleskabsdøren for ofte og for længe, da dette medfører kuldetab og dermed øget energiforbrug. Tag alt, hvad du har brug for på én gang, og luk døren hurtigt.

8. Placer madvarer, der ofte bruges, let tilgængeligt i køleskabet, så du ikke behøver at lede efter dem og holde døren åben længere tid end nødvendigt.

9. Fyld køleskabet, men overfyld ikke: Et fyldt køleskab bevarer bedre kulden og kræver mindre energi til at opretholde temperaturen. Dog bør du ikke overfylde det, da luftcirkulationen er vigtig for at holde alle fødevarer kolde og sikre en jævn temperaturfordeling.

10. Placer om muligt køleskabet væk fra varmekilder som radiatorer, ovn, opvaskemaskine og direkte sollys, da dette kan få køleskabet til at arbejde hårdere for at opretholde den rette temperatur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

11. Undgå at placere køleskabet klods op ad væggen, da det vil begrænse ventilationen omkring det. Køleskabe afgiver varme på bagsiden, og en afstand på mindst 5 cm til væggen vil hjælpe med at forhindre overophedning og spare energi.

Kilder: Energistyrelsen, Videncentret Bolius, Carbontrack.