De 1,6 millioner danske juletræer, der efter julen ryger ud af de danske stuer, indeholder nok energi til at ville kunne forsyne over 3500 boliger med grøn varme.

Først skal træet vises, siden skal det brændes. En let omskrivning af Peter Fabers juleklassiker, der giver god mening i fjernvarmen. For der er nemlig rigeligt med energi i vores brugte juletræer, når glansen er falmet, og pyntet er pillet af. Endda så meget, at knap 7.400 danskere ville kunne få grøn varme i et år, viser beregninger fra Dansk Fjernvarme.

- Vores juletræer giver rigtig god energi, både når det står i stuen og pynter og spreder hygge, og når man sammen med familien synger julen ind rundt om træer, men også efter julen, hvor juletræerne kan blive til fjernvarme i affaldsforbrændingsanlæg eller i de fjernvarmeanlæg, der benytter sig af træflis, siger fagkonsulent Maria Dahl Hedegaard fra Dansk Fjernvarme.

Rekordmange juletræer

Et gennemsnitligt juletræ på 175 cm med en vægt på 15 kg indeholder omkring 145 MJ energi. I år er der solgt rekordmange juletræer til danskerne, oplyser foreningen Danske Juletræer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

For corona-krisen betyder, at færre mennesker kan rejse væk i julen. Derudover skal juleaften afholdes i mindre grupper/selskaber, hvilket medfører, at flere husstande skal holde jul og dermed bruge et juletræ.

- Derudover tror jeg, at mange har valgt at fælde deres eget juletræ i år, da det er en "coronasikker" aktivitet midt i en tid med mange restriktioner på øvrige børnevenlige aktiviteter. Vi ser også en tidligere efterspørgsel og især flere unge familier købe træer, oplyser Claus Jerram Christensen fra Danske Juletræer.

Derfor står der i år et juletræ i 1,6 millioner danske hjem. Hvis de alle blev brugt som træflis i fjernvarmen, ville de give varme nok til, at over 3.500 boliger ville kunne få grøn varme i et helt år. Og det på trods af, at juletræerne ellers mest består af en hel del nåle og små tynde grene.

Har du vandet dit juletræ i dag?

Netop nålene har stor betydning, hvis dit juletræ skal fyres af. For nålene skal helst blive på, da det betyder noget for juletræets brændselsværdi. Derfor er det vigtigt, at du husker at vande det hver dag, det står indenfor, så det bedre holder på nålene.

- Netop nåletab kan forekomme, når træerne tørrer ud, hvorfor vanding er vigtig for at undgå nåletab siger Claus Jerram Christensen fra Danske Juletræer.

- Der er mere harpiks i nålene end i selve træet. Og det gør, at de betyder en del for, hvor godt dit juletræ brænder, og hvor meget energi de afgiver, fortæller Maria Hedegaard, der kan oplyse, at et juletræ på 2 meters højde har omkring 200.000 nåle.

Det er begrænset, hvor mange juletræer, der genanvendes som grøn ressource. I nogle kommuner kan man aflevere sit træ på genbrugsstationen, hvor det så vil gøre nytte på affaldsforbrændingen som fjernvarme. Andre steder kan man aflevere sit juletræ og få en pose flis til gengæld, ligesom enkelte fjernvarmeværker tidligere har åbnet for, at folk kan aflevere juletræet til flisning hos dem, og modtage grøn varme i radiatorerne. Og endelig er der træer, der bare ryger tilbage i naturen som kompost i kommunale parkanlæg.

Der er i hele Danmark omkring 142 fjernvarmeselskaber, der helt eller delvist bruger flis som brændsel.