Abonnementsartikel

Det er egentligt spøjst. I forårsmånederne bruger mange af os havejere en hel masse tid, energi og ofte også penge på at få gjort haven klar, så den kan udfolde sig i sin flotteste pragt midt på sommeren.

Og når vi så endelig nærmer os det tidspunkt, hvor vi kan begynde at høste frugterne af vores anstrengelser - også helt bogstavligt - ja, så pakker vi kufferten og drøner afsted på sommerferie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her får du fem tips, der er værd at skrive på ferie-huskelisten, så din have stadig er sund og frodig, når du vender hjem til den igen.

rich-media-2
Foto: Pixabay.

1. Vand

Vand er livsnødvendigt for dine planter, så giv dem, der er sårbare over for vandmangel en ordentlig tur med haveslangen, hvis du skal afsted på ferie i en tør periode. Flyt gerne krukker, altankasser og ampler til et sted med let eller delvis skygge, hvor fugten i jorden fordamper noget langsommere end i solen.

Hvis du dækker jorden med lidt hø, græsafklip eller lignende, vil det også være med til at holde på fugten.

rich-media-3
Foto: Lise T. Christiansen

2. Selvvanding

Du kan nemt lave en selvvandings-løsning, som langsomt afgiver vand til dine krukkeplanter, ved at fylde en sodavandsflaske og stikke den lidt ned i jorden med bunden i vejret.

Står dine krukker synligt fra vejen, er det dog værd at være opmærksom på, at en skov af selvvandings-flasker er et sikkert tegn til eventuelle indbrudstyve om, at huset er ferietomt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-5
Foto: Pixabay.

3. Pluk blomsterne

Nipper du de visne blomster af dine planter inden afrejsen, vil det i mange tilfælde forlænge blomstringen, så du kan vende hjem til et friskt flor. Skal du være væk i to-tre uger, er det af samme årsag en god idé også at plukke de fuldt udsprungne blomster, før du rejser.

Hvis du har en "hus-passer" til at tømme din postkasse, vande stueplanter eller tage sig af dine husdyr, vil hun eller han sikkert blive glad for buketten.

rich-media-6
Foto: Pixabay.

4. Høst

Høst også modne grøntsager, frugter og bær, inden du tager afsted. Så undgår du dels nedfaldsfrugt, som kan tiltrække skadedyr, og dels madspild - hvis du altså spiser, fryser eller forærer andre høsten. Visse planter, såsom ærter og nogle bønnetyper, stopper desuden helt med at producere nye bælge, når de eksisterende får lov at blive hængende fremfor at blive plukket.

rich-media-7
Foto: Pixabay.

5. Græsset

En langhåret, pjusket græsplæne er selvfølgelig ikke rar at vende hjem til efter ferien, men hvis DMI lover tørt og solrigt vejr, er det er en rigtig god idé at modstå fristelsen til at klippe den i bund forinden. Sæt derimod klippehøjden relativt højt; så er der bedre chancer for at plænen klarer sig igennem en tør periode uden at blive afsveden og trist at se på.

Rigtig god sommerferie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kilder: The Royal Horticultural Society, gardenersworld.com, Plantorama