Lyt til artiklen:

Pas på ved import af træpiller

00:00
Hastighed: ???x
02:31

Abonnementsartikel

Hvis du og din virksomhed importerer træpiller, så skal du udvise ekstra forsigtighed. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Årsagen er at Miljøstyrelsen og Toldstyrelsen har dokumenteret, at der for tiden er øget interesse blandt virksomheder for at importere træpiller med oprindelse uden for EU's grænser herunder også fra lande, der ikke tidligere har sendt træpiller til Danmark. Og her skal man altså særligt være opmærksom på, at EU´s tømmerforordning også gælder træpiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Virksomhederne er forpligtet til at etablere en såkaldt due diligence-ordning, som er en risikovurdering for at minimere risikoen for at bringe ulovligt fældet træ i omsætning på EU-markedet. Træet må blandt andet ikke stamme fra lande omfattet af handelsrestriktioner, siger forstkandidat Jeppe Schou fra Miljøstyrelsen.

Vidt spænd af foranstaltninger

Importvirksomhederne skal, ifølge forordningen, blandt andet have helt specifik information om hugstland, træart, mængder eller vægt, oplysninger om hvem varerne er købt af samt information om, at lovgivningen i hugstlandet er efterlevet. Virksomhederne er forpligtede til at iværksætte risikominimerende foranstaltninger med mindre risikoen kan siges at være ubetydelig.

Sådanne foranstaltninger kan spænde fra at kræve yderligere dokumentation for lovlighed fra leverandøren over tredjeparts verifikation til at udskifte leverandøren. Miljøstyrelsen og Toldstyrelsen udfører kontrol af, om oplysningerne er korrekte.

Stor stigning

Tyrkiet er et af de lande, som har været ude i voldsom stigning i deres eksport af træpiller til Danmark. Fra 21 tons i hele 2020 til over 650 tons i alene i september og oktober 2022. Der er desuden også observeret en lignende udvikling i andre centralasiatiske lande.

Som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine har EU vedtaget et forbud mod import af træ og træprodukter, der enten har oprindelse i, eller er eksporteret fra Rusland og Belarus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Toldstyrelsen fører kontrol med varebevægelser, som kan være omfattet af import-, eksport- eller transportforbud. Her er man opmærksom på, at sanktionerne ikke omgås ved at træpiller og andre træprodukter fra Rusland og Belarus importeres gennem et tredjeland.

Toldstyrelsen samarbejder med Miljøstyrelsen om at håndhæve reglerne, og Miljøstyrelsen kan udstede markedsføringsforbud, hvis der er mistanke om EU's tømmerforordning ikke er overholdt.