Lyt til artiklen:

Egne vindmøller holder prisen nede

00:00
Hastighed: ???x
05:09

Abonnementsartikel

Det vakte opsigt, da Hvide Sande Fjernvarme midt under energikrisen sidste år satte fjernvarmeprisen ned til bare 1.810 kroner for et standardhus.

Nu er energikoncernen Verdo gået i gang med at regne på, om Hvide Sande-modellen kan komme de mere end 76.000 fjernvarmekunder i Randers og Herning til gavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kraftvarmeværket på havnen i Randers skal nemlig udfases senest i 2036, så energikoncernen Verdo regner nu på, om Hvide Sande-modellen kan komme de mere end 76.000 fjernvarmekunder i Randers og Herning til gavn.

Baggruden er, at da energipriserne for et år siden eksploderede, oplevede de en anden udvikling i Hvide Sande. Her så verden helt anderledes ud, fortæller Morten Rauhe, driftsleder hos Hvide Sande Fjernvarme.

- Jamen, vi oplevede jo energikrisen lidt modsat mange andre varmeværker. I og med vi var selvforsynende med vores egne vindmøller, så producerede vi selv den energi, vi skulle bruge på varmeværket, og derfor var vi ikke så afhængige af gassen og elmarkedet, som mange andre varmeværker var. Vi havde selvfølgelig også ondt af mange af de andre varmeværker, som var afhængige af den her russiske gas eller naturgas.

Egne vindmøller

Hvide Sande Fjernvarme havde i årene op til købt tre vindmøller, som dækkede behovet, så de kunne kalde sig selvforsynende med grøn energi. Ved at supplere vindmøllerne med varmepumpe og elkedel, kunne selskabet bruge den del af energien, der var behov for til at producere varme med og sælge den resterende del som strøm til det store elmarked. Den kombination kom kunderne til gavn.

- Det betød jo, at de fik en meget lavere varmepris, end vi egentlig havde budgetteret, siger Morten Rauhe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tanke kan man godt lide hos energikoncernen Verdo, hvor man er gået i gang med at lægge sporene til fremtidens energiforsyning. Derfor er løsningen fra Hvide Sande ét af de scenarier, som indgår i de mange analyser, der skal danne grundlag for udviklingen i de næste årtier frem.

- Ja, man kan sige, det er jo virkelig en pris, som man kun kan drømme om, de har i Hvide Sande i de her år, lyder det fra Uffe Roed Hjortshøj, forretningsudvikler og projektleder på Fremtidens Energi hos Verdo.

Kan ikke kopieres 100 procent

Han understreger samtidig, at det ikke er muligt at kopiere Hvide Sandes model direkte til større byer som Randers og Herning:

- Det er ikke på nogen måde realistisk for os at komme helt ned i Hvide Sandes prisniveau med de priser, der er i dag på jorden i Randers og Herning. Der er også tilslutningen til elnettet og investering i varmepumperne og elkedlerne og det hele, så det er en noget anden investering for sådan et system, men det interessante er, om vi vil kunne producere fjernvarme til cirka samme pris eller måske lidt billigere, end vi gør i dag, forklarer Uffe Roed Hjortshøj.

- Der hvor den rigtig store styrke ved selv at eje vindmøllerne og solcellerne kommer ind, er, når de først er betalt og står der. Det er jo nogle rimeligt kendte teknologier efterhånden, så man kan være rimelig sikker på, hvor meget strøm de producerer hvert år, og man ved, hvad de koster i drift og vedligehold. Så man ved, at de kan stå og producere strøm til måske en 30-35 øre pr. kWh strøm de næste 30-40 år, og den strøm kan vi så putte ind i vores varmepumper og elkedler, og så ved vi, hvad vi kan producere varme til. Det vil sige, vi får en meget langsigtet sikkerhed for produktionsprisen på fjernvarme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sjovere at have vindmøller

Et andet element, der gør Hvide Sandes løsning interessant er, at Hvide Sande Fjernvarme er et a.m.b.a.-selskab, så det er forbrugerne selv, der ejer vindmøllerne. Det betyder, at der ikke er nogen, der klager over vindmøllerne på vestkysten, fortæller Morten Rauhe:

- Hvis nogen har været på vestkysten eller Hvide Sande, så kan man se, at vindmøllerne står stort set inde midt i byen. Men i og med at forbrugerne selv har ejerskab i møllerne via varmeværket, så er der faktisk mange, der er godt tilfredse med vindmøllerne, siger Morten Rauhe.

Det er en væsentlig erfaring, da Verdo også er forbrugerejet a.m.b.a.-selskab, konstaterer Uffe Roed Hjortshøj:

- En rigtig stor del af det er jo, at det bare er virkelig svært at finde et sted at placere vindmøllerne. Enten forstyrrer man en masse mennesker, eller også er der forskellige naturhensyn. Og hvis der ikke er nogen, der selv får nogen værdi af de møller, som de skal se på eller blive generet af støjen fra, så er det jo klart, at man brokker sig. Så vi synes, det er rigtig spændende med den her selskabsmæssige konstruktion, hvor man egentlig sikrer, at dem, der skal leve med vindmøllerne, også er dem, der får hele værdien af vindmøllerne, siger han.

Verdo har endnu ikke truffet endelige beslutninger om, hvilke energikilder der skal indgå i fremtidens energiforsyning i Randers og Herning.